Er klar som borgmesterkandidat: - Vi har virkelig brug for et frisk pust
Endnu en erfaren byrådspolitiker har meldt sit kandidatur til posten som borgmester i Aalborg
Opdateret kl. 18:42
AALBORG: For få dage siden sagde Lisbeth Lauritsen til Nordjyske, at skulle nogen pege på hende som kommende borgmesterkandidat i Aalborg, ville hun stille sig til rådighed.
Nu melder hun sig klar.
- Jeg tror, Socialdemokratiet står et sted, hvor vi virkelig har brug for et nyt, frisk pust. Det er derfor, jeg melder mig på banen. Jeg har en masse godt at byde på, og vi har brug for at komme fremad og videre fra den fortælling, vi har haft. Vi har siddet på magten i knapt 100 år - og det skal vi blive ved med, siger 36-årige Lisbeth Lauritsen, der har siddet i byrådet i Aalborg i 10 år og i sidste valgperiode var afløser på posten som gruppeformand.
Hun ønsker at tage ansvaret på sine skuldre, når Thomas Kastrup-Larsen forlader posten sidst i juli.
- Jeg blev overrasket over, at han vil stoppe nu. Men vi har godt vidst, at han kunne det, og at han har været igennem en hård periode. Derfor har jeg længe tænkt mig grundigt om, om jeg skulle stille mig til rådighed, hvis Thomas skulle stoppe før tid. Det var derfor, jeg meldte så hurtigt ud forleden dag.
Lisbeth Lauritsen hører til Socialdemokratiets partiforening i Nørresundby, og har haft sin socialdemokratiske opvækst i DSU. Hun er gift og har tre børn på 4, 7 og 10 år.
- Nu har jeg knap 10 års politisk erfaring, og jeg er et utroligt stærkt menneske, som er dygtig til at tænke strategisk og at samarbejde med alle mennesker omkring mig. Jeg har en familie herhjemme, som bakker mig hundrede procent op, fortæller hun.
Hun forventer snarest at have sin stillererklæring klar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.