Ny borgmesterkandidat: - Jeg er klar - og robust til at klare det

Det er en socialdemokrat med flere valgperioder bag sig i byrådet, som nu melder sig på banen som kandidat til borgmesterposten i Aalborg

Lasse Frimand Jensen har meldt sit kandidatur. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lasse Frimand Jensen har meldt sit kandidatur. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Lasse Frimand Jensen fra Socialdemokratiet melder sig nu i kampen om at blive den næste borgmester i Aalborg.

Det fortæller han i telefonen på vej på den påskeferie, der nu skal nydes sammen med hustruen og de tre børn på 3, 5 og 10 år, efter han søndag kl. 12.30 fik den sidste underskrift på en stillererklæring - og dermed har rundet de 25 underskrifter, der skal bruges.

Det er en erfaren byrådspolitiker, der har meldt sit kandidatur. 38-årige Lasse Frimand Jensen har ni år bag sig som medlem af byrådet i Aalborg og er desuden nu gruppeformand for Socialdemokratiet, og blandt andet formand for Port of Aalborg.

Lasse Frimand Jensen er medlem af partiforeningen i Nørresundby. Her er der generalforsamling 12. april.

- Her er allerede et punkt på, der hedder "Drøftelse af spidskandidat". Jeg vil gerne have, at de 200 medlemmer af foreningen ved, at når de kommer til generalforsamlingen, så har et af deres byrådsmedlemmer meldt sig. Så jeg melder det ud nu for at have åbenhed og at være transparent i forhold til den generalforsamling i den partiforening, jeg hører til, forklarer han.

Han forudser, at der vil kunne gå kampvalg i valget af kommende borgmester for Aalborg.

- Det vil jeg tro. Der er flere, der har ytret interesse. Det synes jeg, er sundt for demokratiet i en partiforening - at man diskuterer, hvem der er den bedste kvinde/mand til jobbet. Det, der er vigtigt for mig, er vores visioner for Aalborg Kommune og ikke mindst vores socialdemokratiske visioner, som er i spil her, siger Lasse Frimand Jensen, der selv - som han siger - er et produkt af den kommune, han ønsker at være borgmester for.

Den nuværende borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, er netop fyldt 50 år, og han har været borgmester siden 2014. Han har valgt at trække sig med udgangen juli.

- Det har jeg stor respekt for. Thomas har knoklet helt vildt for Aalborg Kommune igennem 25 år og ni år som borgmester. Det er hans livsværk, og jeg har stor respekt for det store arbejde, han har ydet, siger Lasse Frimand Jensen.

- Jeg er klar. Jeg har familien, mine venner og en masse partimedlemmer til at støtte mig som en af kandidaterne - og jeg er robust til at klare det. Jeg er vokset op i en politikerfamilie, og jeg ved, hvad der er på både forsiden og bagsiden af medaljen - og det er jeg ikke bange for. Det er en del af det at tage ansvar, og for mig er det ikke en popularitetskonkurrence. Man stiller ikke op for at være populær. Man stiller op for at tage ansvar, understreger han.

Hvis Lasse Frimand Jensen på et tidspunkt sætter sig i borgmesterstolen, vil det i givet fald være tredje generation i samme familie med en borgmesterkæde om halsen. Lasse Frimand Jensens far, Frank Jensen, har været overborgmester i København og tillige minister ad flere omgange, og hans farfar, Kjeld Jensen, var borgmester i den daværende Støvring Kommune.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.