Radikal frontkæmper klar til ny omgang
¤Thomas Mark, tidligere byrådsmedlem for De Radikale, Holmegårdsvej 31, Hjørring, fylder i dag 50 år. Thomas Mark blev for en uge siden genopstillet som radikal spidskandidat til kommunalvalget i Hjørring Kommune. Han blev valgt ind i Hjørring Byråd i 2005, men røg ud igen ved seneste kommunalvalg. Kun få stemmer ekstra gav dengang valg til en kandidat fra De Konservative i stedet for Thomas mark, så han er optimist op til næste valg. Ikke mindst fordi De Radikale rider på en optursbølge rent landspolitisk. Den håber han at få gavn af til kommunalvalget. - Det er vigtigt at sidde i byrådet. Indflydelsen får man i det daglige arbejde, siger Thomas Mark. Man kan forvente at høre mere fra ham i den lokale debat op til valget. Han er oprindeligt fra Hillerød, men er faldet til i Vendsyssel, hvis natur og kultur han nyder. Thomas Mark blev læreruddannet fra Hjørring Seminarium, hvor han begyndte i 1984. Siden var han lærer på Lundergårdskolen. Samme år som han blev valgt ind i den nye storkommunes byråd, søgte og fik han stillingen som afdelingsleder af det, der nu hedder Center for Undervisningsmidler under University College Nordjylland (UCN). Centret ligger i Hjørring, hvorfra det betjener folkeskoler med nye undervisningsmidler. Thomas Mark fejrer den runde dag senere med venner og familie.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.