Leder

Dundertale til de u-vaccinerede - men hvad gør vi, hvis de ikke lytter?

Statsminister har ret i, at vacciner er vejen ud. Men hun var alt for hård mod de, der ikke tør tage den

Mette Frederiksen var mandag ude med en løftet pegefinger til de danskere, der endnu ikke er vaccinerede. Foto: Scanpix

Mette Frederiksen var mandag ude med en løftet pegefinger til de danskere, der endnu ikke er vaccinerede. Foto: Scanpix

Det er et beskedent mindretal - sådan cirka 400.000 mennesker - der er det store problem. De er en trussel mod intet mindre end hele samfundet - inklusive sundhed, økonomi og bevægelsesfrihed - og rammer vi ind i endnu en nedlukning er der ingen tvivl om, hvem der vil være skyld i det.

Dem. De uvaccinerede.

Nogenlunde sådan var budskabet, da statsminister Mette Frederiksen mandag holdt første corona-pressemøde i et halvt år, og det var absolut det mest bemærkelsesværdige på et ellers ikke videre bemærkelsesværdigt møde. At Mette Frederiksen roste flertallet af danskerne - og regeringen - chokerede ikke nogen. At hun kun ville tale om Afghanistan, når myndighedernes indsats skulle roses, er heller ikke overraskende.

Men det var den overordentligt kraftige vaccine-opfordring til gengæld. For det var sjældent direkte tale af den slags statsministre sjældent leverer, og samlende kan den i hvert fald ikke kaldes. Brostrøm stod endda med løftet pegefinger, da også han opfordrede de skeptiske/dovne til at tage vaccinen.

Selve budskabet er der sådan set ingen grund til at kritisere. Det er bevist, at vaccinen virker og har effekt. Voldsomme bivirkninger er der ikke indrapporteret mange af.

At konstatere, at det går fint med pandemien her til lands - både hvad angår antal smittede og antal indlagte - kræver sådan set bare at se ud af vinduet. Hverdagen er tæt på normal, restriktionerne er efterhånden kun detaljer i det store billede, og snart er de forhåbentligt fortid.

Det er helt åbenbart, at vi som land har vi håndteret corona-krisen godt og bedre end de fleste andre lande.

Men - lyder meldingen fra myndighederne- skal corona holdes under kontrol, og skal vi blive på den grønne kurve, så skal 90 procent af alle danskere over 12 år være vaccineret, inden bladene falder, og efteråret er her.

Skal det mål nås, kræver det at yderligere 240.000 lader sig stikke, og det var især dem, Frederiksen og Heunicke talte dunder til.

De u-vaccinerede er primært unge, borgere på Vestegnen, borgere ved almene boligselskaber og borgere med minoritetsbaggrund, og om de blev overbeviste af mandagens dundertale er tvivlsomt.

En del - især dem, der af lige dele frygt og ideologiske grunde ikke har fået stikket - vil kun blive endnu mere stædige i deres modstand, og intet vil være vundet.

Deres skepsis mod myndigheder og Mette Frederiksen blev i hvert fald ikke mindre, og deres oplevelse af, at de ikke har noget frit valg, blev kun forstærket.

Der var for meget pisk over den tale, for - som BT's udsendte journalist spurgte om - hvad gør vi, hvis den kraftige appel ikke virker?

Det kom der ikke noget klart svar på.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
SSI: Stadig sundhedsrisiko ved mink
Luk