Nordjyske mener

Nordjyske mener: Det sidste, Nordjylland har brug for, er en formueskat

Peter Simonsen, erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus.
Peter Simonsen, erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus. Foto: Jeppe Kjær Nielsen.

Den er blevet kaldt for ”landsskadelig virksomhed” og ”rendyrket misundelse” af sine skarpeste kritikere.

Som bøfler om savannens eneste vandhul har erhvervslivet nærmest stået på nakken af hinanden for at advare om konsekvenserne af Socialdemokratiets foreslåede formueskat.

Men meget tyder på, at skatten dør, før den for alvor blev født.

For Danmark fik som bekendt en kongemager ved valget, Lars Løkke Rasmussen, og for ham er formueskatten uspiselig.

En ”ultimativ rød linje”, som hans nordjyske spidskandidat siger.

Det lugter af en politisk dødssejler. Og det er en lettelse for et sted som Nordjylland.

Tillad mig at skitsere hvorfor:

Formueskat handler ikke kun om “de rigeste”. Den handler i høj grad om dem, der investerer i det, vi alle sammen lever af. Virksomheder. Arbejdspladser. Innovation.

Her er Nordjylland i forvejen strukturelt udfordret. Vores produktivitetsvækst, som er selve løftestangen for økonomisk udvikling og bedre konkurrenceevne, halter.

Vi kæmper med fraflytning.

Og vi har relativt få virksomheder i de mest vækstskabende brancher sammenlignet med resten af landet.

Det har direkte betydning for evnen til at skabe nye private arbejdspladser. Med andre ord det, der skal drive Nordjylland fremad og finansiere vores fælles velfærd.

Læg dertil, at risikovillig kapital i Nordjylland er en mangelvare.

Skal jeg tegne virkeligheden en smule firkantet, er den, at har du penge i Nordjylland, ryger de alt for ofte i jord eller ejendomme – ikke i mennesker, idéer og virksomheder.

Mængden af investeringer, vi får ind i startups, er faktisk væsentligt under landsgennemsnittet.

Og når en formueskat lægger op til at beskatte unoterede aktier – altså papirpenge af et fremtidigt potentiale – bliver det nok ikke nemmere for dygtige nordjyske iværksættere at skaffe kapital.

Og så er vi tilbage ved, at en formueskat ikke bare handler om de rigeste.

Den handler om mulighederne for vækst, jobskabelse og investeringer. En skat på det, der for Nordjylland er et uvurderligt brændsel.

Under valgkampen blev den 23-årige iværksætter Villads Leth, der tjener 25.000 kroner om måneden før skat, selve personificeringen af, hvordan formueskatten beskatter papirpenge og potentiale.

Og bevares, verden har givetvis brug for kundesupport baseret på kunstig intelligens, som er det, Villads Leths virksomhed, Wilmo, laver.

Men for mig faldt tiøren et andet sted.

Nemlig da vi på Nordjyske skrev om 35-årige Steinunn Sara Helgudóttir, der sammen med sine kolleger står med et potentielt gennembrud i behandlingen af ​​frygtede hjernesygdomme som ALS og Parkinsons.

Og som, hvis formueskatten kommer, må flytte sin biotekvirksomhed Neurometa Therapeutics fra Aalborg til udlandet. Fordi skatten kan overstige det, hun tjener på et helt år.

Det dur jo for pokker ikke. Er det virkelig en pris, vi er villige til at betale for et tvivlsomt provenu?

Så kære kongemager, hold fast i din ultimative røde linje.

For hvis vi begynder at beskatte det potentiale, der skal skabe morgendagens virksomheder, beskatter vi i virkeligheden vores egen fremtid.

Og den har Nordjylland i forvejen ikke råd til at sætte over styr.

Peter Simonsen er redaktionschef for Erhverv på Nordjyske.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden