Leder

Vi tændte deres drømme, men knuste dem også. Afghanistan er tilbage i mørket

De dystre mujahideen-mænd - de fleste i kjortel og turban, næsten alle bevæbnet med maskin-pistoler og alvorlige i udtrykket - er tilbage for at håndhæve den strengeste udgave af Sharia, og denne gang forekommer de skræmmende godt forberedte

Desperate scener i lufthavnen i Kabul. Foto: Scapnpix

Desperate scener i lufthavnen i Kabul. Foto: Scapnpix

Prisen på en burka er eksploderet. For ikke så længe siden var prisen 200 afghani - cirka 12 kroner - men før denne weekend var den oppe i det ti-dobbelte. Hvad den kommer til at koste, når markederne i Kabul genåbner, er uvist.

Det er en detalje i det store ulykkelige billede, men fortæller ligesom de desperate scener fra Kabuls internationale lufthavn på en måde hele historien. Afghanistan er tilbage i mørket, landets millioner af kvinder kan ikke længere forlade hjemmet uden tildækning og mandligt selskab. Kvinder bliver reduceret til mandens ejendom, og det er ikke nogen overdrivelse at kalde den politik for en forbrydelse mod menneskeheden.

Afghanistan er igen et land, hvor det bedste, mange kan håbe på, blot er ren overlevelse. Fremtiden vil blive som at leve i en middelalderlig fortid, for efter tyve år i ørkenen og provinsen er Taleban igen ved magten. De dystre mujahideen-mænd - de fleste i kjortel og turban, næsten alle bevæbnet med maskin-pistoler og alvorlige i udtrykket - er tilbage for at håndhæve den strengeste udgave af Sharia, og denne gang forekommer de skræmmende godt forberedte.

Ledelsen - der indtil nu har levet trygt og velkomment hos styret i det kommende VM-værtsland, Qatar - har holdt møder med både Kina og Rusland, og Taleban virker opsat på at opnå en form for anerkendelse i det internationale samfund. Taleban har ændret kommunikationsstrategi og har indtaget de sociale medier, hvor de lyder knapt så grusomme. Steninger vil blive genindført, men piger må godt gå i koranskole, forlyder det fra talsmanden, men om det så holder, er tvivlsomt.

For i store træk ligner Taleban 2.0 det gamle styre, der var ved magten i fem år indtil USA og andre NATO-lande indtog Afghanistan i oktober 2001. Godt en måned senere var Taleban væk - de tabte sådan set ikke, men opgav bare kampen og forsvandt ud i bjergene, og til Pakistan.

I disse dage er situationen helt omvendt, nu er det os, der giver op og forsvinder.

20 år senere må Vesten - Danmark inklusive - konstatere en ting: Det er lettere at bombe bygninger og dræbe modstandere end det er at udrydde en ideologi. For nok fik bevægelsen udstrakt hjælp fra Pakistan og penge fra flere kilder i Mellemøsten, men det var troen, der fik dem til at holde ud og vedblive med at kæmpe i det, der i mange år lignede en håbløs kamp mod den militære overmagt. Udover troen på Koranens sandhed har det givet også været en vigtig faktor, at der hele tiden har været en ikke ubetydelig folkelig opbakning til dem. Især i provinsen, hvor livet ikke ubetinget blev lettere af, at landets reelle magthavere sad i Washington, og ikke helt forstod den afghanske kultur. Nok er 20 år lang tid, men ikke nok til at ændre en ældgammel kultur - slet ikke hvis ændringen ikke opleves som fremgang, og det gjorde den ikke de seneste år.

Afghanistan blev stadig mere farligt, fattigere og korruptionen nærmest endeløs. Mange afghanere - inklusiv de hundredetusinder i militær og politi - mistede troen på, at kampen nyttede noget. Da Trump-regeringen så pludselig nærmest anerkendte Taleban som en legitim partner og indgik en aftale med dem om tilbagetrækning - og Biden-regeringen holdt fast i den - stod det klart for de fleste, at det var et spørgsmål om tid, før Taleban ville tage magten tilbage.

I Washington og andre vestlige hovedstæder troede man på, at den afghanske hær ville holde længere - i det mindste til efter 11. september, der var planlagt som sidste afrejsedag for de amerikanske styrker. Biden holdt fast i den tro i en grad, så han kom til at minde om Komiske Ali.

Men også her stod det klart, at USA ikke havde styr på den afghanske kultur. For i hæren var der kun få, der havde lyst til endnu en blodig borgerkrig, der uden amerikansk opbakning kun ville resultere i endnu mere død og ødelæggelse.

Det er let at kritisere det afghanske militær for at give op uden kamp, men omvendt traf de et valg, der sikrede en relativ fredelig magtovertagelse. De kan kun vanskeligt bebrejdes, at de lagde uniform og våben - afghanere i alle aldre har mere end noget andet folk set de forfærdelige følger af endeløs, nytteløs krig.

For Vesten - og især USA - var det også en tæt på nytteløs krig. Al-Qaeda blev uskadeliggjort, Bin Laden dræbt, men meget andet blev ikke opnået.

Nok fik mange afghanere et bedre liv, piger fik lov til at komme i skole og drømme om et liv i egen ret, men nu brænder unge afghanske kvinder deres eksamensbevis, fordi de bor i et land, hvor bare det at være en kvinde med en uddannelse snart kan være en forbrydelse.

Det var Vesten, der tændte deres drømme, og det var Vesten, der knuste dem. Vi kom med løfter om en bedre fremtid, men da det trak ud, trak vi os også ud.

Vi lovede ganske enkelt mere, end vi kunne holde.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.