Frederikshavn

Rockweekend for de unge

Unge musikere møder proffer fra Go Go Berlin og Electric Guitars

Go Go Berlin giver koncert på Kappelborg i Skagen lørdag den 11. april.
Go Go Berlin giver koncert på Kappelborg i Skagen lørdag den 11. april.

FREDERIKSHAVN: Et helt nyt arrangement for unge amatør-rockmusikere, RW15, løber af stablen den 10-12. april i Det Musiske Hus. Weekenden er skabt for unge rockinteresserede, der gerne vil møde andre rockmusikere, blive endnu bedre og få en stor oplevelse.

- Det er en læringsweekend, og vi vil gerne involvere de unge, siger Jens Ole Amstrup, der er musik- og udviklingschef ved Det Musiske hus i Frederikshavn og en af de tre arrangører af Rockweekenden, RW15.

Men udover det læringsmæssige er der også arrangeret to koncerter med to store danske rockbands, Go Go Berlin og Electric Guitars, og så er der mulighed for selv at optræde. Desuden kommer fotografen Tao Lytzen, der har stiftet Pixlart, og tager professionelle bandfotos af de tilmeldte bands, og så er der forskellige workshops.

Indtil videre har 34 tilmeldt sig weekenden, og Jens Ole Amstrup håber, at der vil komme endnu flere.

- Jeg har et super ambitiøst håb om, at der kommer 100 unge, men det er et helt nyt arrangement, så jeg ved godt, at det er meget ambitiøst, siger han.

- Vi oplevede, at der var et behov for et mødested for unge, der spiller rock, siger Jens Ole Amstrup.

Han håber, at RW15 bliver netop det mødested i år og fremover.

Arrangementet er et samarbejde mellem Det Musiske Hus, Kappelborg, musikforeningen Maigaarden og unge musikere fra lokalmiljøet. Desuden er det støttet af Kulturalliancen, der er et kultursamarbejde mellem Hjørring og Frederikshavn Kommune og af Den regionale kulturaftale KULTURkanten.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden