Samarbejde om fiskevand gav pote
Landmand, fiskere og kommune i samarbejde
BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Det blev Brønderslev Lystfiskeriforening og landmand Jens Peter Jensen, der modtog Årets Naturpris i Brønderslev Kommune. Miljøprisen tilfaldt Stampen A/S ved Flauenskjold.
Formand for priskomiteen, borgmester Mikael Klitgaard sagde, at det er et enestående initiativ, der er taget.
- Landmænd og lystfiskere er ikke altid de bedste venner. Men sammen har de to parter her lavet et fælles projekt til gavn for både naturen og afvandingen, bemærker Mikael Klitgaard.
De to parter ønskede sammen at forbedre ørredernes gydemuligheder i Stade-Mellerup Bæk. På grund af sandvandring var det et ønske at sandfang. Det kunne Jens Peter Jensen godt grave ud og vedligeholde, hvis ellers kommunen ville give lov.
- Vi kan engang imellem være fleksible, så kommunen gav tilladelse til, at der måtte laves et fysisk indgreb i et vandløb, og det har nu fungeret i to år.
Jens Andersen, der er formand for Brønderslev Lystfiskeriforening, fortæller, at indsatsen har givet resultat.
- Der er langt flere fisk, end der plejer at være siger han.
Jens Peter Jensen ser også en fordel i at indgå i projektet.
- Tidligere stod vandet højt, men vandstanden er sænket, så drænvandet kan løbe ud fra 10 af mine 140 hektar jord, fortæller han.
Det er Jens Peter Jensen, der selv med en rendegraver, fjerner sandet.
Mikael Klitgaard håber, at det vil være et eksempel til efterfølgelse for andre.
- Vi vil gerne i højere grad inddrage borgerne, siger han.
- Vi tror på, at et samarbejde mellem kommune og borgere vil have en synergieffekt, og dermed være med til at skabe vækst.
Stampen A/S modtog miljøprisen. Prisen får virksomheden for kontinuerligt at arbejde med miljøet, og indsatsen for hele tiden at motivere medarbejderne til at tænke i nye, energivenlige løsninger.
Stampen producerer træpaller og trækasser, og virksomheden genanvender 56 procent af affaldet som brændsel til private og varmeværker.
Savsmuld og spåner anvendes i eget varmekilde, og opvarmer fabrikken med 50 ansatte i vinterhalvåret.
- Det er helt CO2-neutralt, bemærker Mikael Klitgaard.
Han påpeger, at det er blevet en kultur i virksomheden, at ansatte tænker i genanvendelse, sortering og i energi i dagligdagen.
Det var salgschef Tine Bang, der modtog prisen på vegne af Stampen.
Hun siger, at alle 50 ansatte i virksomheden går op i at gøre en indsats for miljøet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.