Sindssyg flyttemand med pumpgun solgte kundernes flyttegods
Idømt en behandlingsdom efter flere lovovertrædelser
Opdateret kl. 14:23
NÆSTVED: En 45-årig mand skal fortsat opholde sig på psykiatrisk afdeling efter at være erklæret sindssyg og idømt en behandlingsdom ved Retten i Næstved.
Manden blev fundet skyldig i alle sagens ni forhold, hvoraf det mest alvorlige drejede sig om besiddelse af et skarpladt skydevåben i form af en pumpgun. Den blev fundet i mandens kolonihavehus indeholdende fire patroner, hvoraf den ene sad klar til affyring i kammeret.
I den usammenhængende forklaring lød det, at våbnet var blevet købt for 2000 kroner, fordi den 45-årige følte sig chikaneret og truet af forskellige bander i forbindelse med sit virke som selvstændig flyttemand.
Det skriver Sjællandske.
Inden manden gik konkurs med det firma, nåede han at snyde mindst to kunder for deres indbo, som de betalte ham for at opbevare på et lager. Nogle af tingene blev solgt på nettet, mens det er uvist, hvad der er sket med resten. En ung kvinde har mistet, hvad der svarer til en møbleret toværelses lejlighed.
Endelig blev den 45-årige dømt for to færdselsovertrædelser. I oktober 2015 blev han provokeret af en dyttende medtrafik i en rundkørsel, hvorefter han klodsede bremserne i sin flyttebil og bakkede ind i den anden bil. En måned senere var en hasarderet overhaling nær gået galt, da han igen stødte sammen med en anden bil, som han trak ind foran lige inden en vejchikane.
Dommen har en længstetid på fem år, og i den periode er det alene op til lægerne, om den sindssyge mand kan udskrives eller ej.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.