Snak uden indhold
Så blev det tid til statsminister Helle Thorning-Schmidts første nytårstale - og hvilken skuffelse!
Fokus var klogt nok på den økonomiske krise, men talen havde ingen sammenhæng med virkeligheden. Sandheden er at samtlige af regeringens nye initiativer skaber færre arbejdspladser. Regeringens såkaldte kickstart bliver ganske enkelt ædt op af nye afgifter på snart sagt hvad som helst. På trods af sagens alvor bliver det nærmest komisk, da statsministeren hiver "Søren fra Aalborg" op af hatten. Netop Søren skal i hvert fald ikke gøre sig håb om at finde arbejde på Aalborg Portland. Virksomheden risikerer nemlig at skulle fyre medarbejdere på grund af regeringens nye NOx-afgift. På landsplan anslår Dansk Metal at afgiften betyder mindst 1300 tabte job, og mange af disse job kommer til at forsvinde i Nordjylland. Det er ikke kun industrien, som kommer til at lide under de øgede afgifter. Detailhandlen går heller ikke ram forbi. Nye afgifter på øl, sodavand, chokolade og tobak vil få grænsehandlen til at eksplodere, og det er endda ifølge skatteministeriets egne tal. Øget grænsehandel betyder mindre omsætning i Danmark, hvilket ifølge skatteministeriet resulterer i et tab på 480 arbejdspladser i Danmark! Vi kan og skal ikke alle sammen være akademikere, der er fortsat brug for ufaglærte job. Imidlertid er presset på industriarbejdspladserne stort, og derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at beskytte de industriarbejdspladser vi har tilbage. For det kan godt lade sig gøre at skabe nye arbejdspladser indenfor industrien, det er Siemens et strålende eksempel på. Vi skal naturligvis ikke konkurrere på lave lønninger, den konkurrence har vi tabt til Kina på forhånd, men omvendt så skal vi heller ikke gøre Danmark dyrere end nødvendigt. Danmark har brug for at få styrket konkurrenceevnen, og det gør vi ikke ved at indføre nye skatter og afgifter. Vi har brug for reformer af det danske samfund, hvis vi fortsat skal være et af verdens rigeste og bedste lande at leve i. Her mangler statsministeren stadig at komme med konkrete initiativer. Desværre er det mest oplagt bud at beskatte varm luft, det vil med den nuværende regering for alvor give penge i statskassen.