Fodbold

40, nogenlunde fit og langt fra færdig: Hobro-træner gjorde comeback med DM-bronze

Martin Thomsen kan fortsat spille fodbold på et meget højt niveau. Det samme kan siges om den tidligere Jammerbugt FC-spiller Sead Gavranovic

Normalt er det sådan her man kan opleve Hobro IK's cheftræner Martin Thomsen, men han kan stadig selv spille fodbold på et højt plan.
Normalt er det sådan her man kan opleve Hobro IK's cheftræner Martin Thomsen, men han kan stadig selv spille fodbold på et højt plan. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 16:40

GRENÅ: Der var masser af nordjysk succes, da der blev afviklet DM i indefodbold. Den gode gamle form for indendørs fodbold. 

Her var en lang række nordjyske spillere med til det traditionsrige stævne, der samler landets bedste indefodboldspillere. 

DM-stævnet er forbeholdt de hold, der via en rangliste har placeret sig bedst til en række elitestævner rundt om i landet. Den rangliste danner grundlag for DM-stævnets deltagerliste. 

Tidligere har den nuværende Hobro-træner Martin Thomsen været en af landets bedste på en indendørs fodboldbane. Sammen med blandt andet brormand Peter Thomsen og Mads Justesen vandt Martin Tomsen i 2014 både rangliste og DM-stævnet. 

Det er ved at være nogle år siden, men fødderne er stadig skruet så godt på, at den nu 40-årige Hobro-træner uden nævneværdig forberedelse kunne springe til og hjælpe en af DM-deltagerne. Sammen med blandt andet Christian Rye stillede Martin Thomsen op for Grafisk ID. Det sammenbragte hold endte med at vinde DM-bronze. 

- Vi kunne sagtens være gået hele vejen. Vi stod godt defensivt, så de andre hold havde svært ved at score mod os, siger Martin Thomsen, der dog altid været bedst i rollen som manden over midten. Altså ham, der aldrig skal med ned at forsvare. 

Hobro-træneren har deltaget i et enkelt elitestævne i denne sæson. I øvrigt sammen med Peter Thomsen og tre Agger-brødre - heriblandt Thisted FC's Mikkel Agger. Med andre ord var det ikke forberedelsen, der havde tynget Martin Thomsens skema. 

- Simon Riis, der står for holdet, havde spurgt et par gange om, jeg ikke kunne hjælpe til DM, og da han spurgte tredje gang, sagde jeg ja. Det var skide sjovt at være med igen, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke er vant til at spille mere. Kroppen er lidt smadret nu, siger Martin Thomsen. 

Han understreger dog, at det var så sjovt, at han ikke udelukker et comeback i fodbold-genren som han mestrer som få andre. 

- Nu må vi se. Det er godt nok fristende at finde løbeskoene frem og forberede sig lidt til næste indendørs-sæson, men jeg har jo også andre ting at se til, siger Hobro-træneren. 

Mens det blev til DM-bronze for Martin Thomsen og den tidligere Jammerbugt FC-spiller Christian Rye, så gik det en af Ryes tidligere holdkammerater lidt bedre. 

Sead Gavranovic kan kalde sig for dansk mester i indefodbold.  Arkivfoto: Lars Pauli

Dobbelt mester

Sead Gavranovic kan nemlig kalde sig dansk mester. Han hjemførte DM-titlen sammen med holdet Tommerup Efterskole. Lad dig ikke narre af navnet. Holdet består af tidligere og nuværende divisionsspillere fra udendørs-scenen, der alle er specialister, når det gælder den indendørs version af spillet. 

-Det var andet år i træk, at vi vandt DM-titlen. Det bliver sjovere for hver gang. Det kan jeg godt skrive under på, siger Sead Gavranovic, der trods favoritværdighed havde svært ved at få spillet til at glide sammen med holdkammeraterne. 

- Det var ikke vores dag. Det kørte ikke for os, og vi var nok heldige med, at vi mødte nogle lidt bløde hold i den indledende pulje, for vi spillede ikke godt. Det blev også meget tæt i semifinale og finale, men heldigvis havde vi marginalerne til sidst, siger Sead Gavranovic, der spiller lidt ude af position i forhold til udendørs fodbold, hvor han i mange sæsoner har været garant for mål. 

- Jeg er målmand i indefodbold, og det har vi joket lidt med, men det er den plads, jeg bedst kan udfylde på det her hold, og når jeg får chancen for at spille med de bedste i landet, så siger jeg ikke nej til at passe målet, siger Sead Gavranovic, der ellers har helliget sig jobbet som U19-træner i Jetsmark IF. 

Faktisk kunne der også have været en AaB-spiller med til stævnet. Oliver Ross deltog i et julestævne sammen med blandt andre Mark Brink, Lukas Klitten, Anders Dreyer og Gustav Isaksen, men trods et wildcard til DM var der ingen superligaspillere at se. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden