AaB

AaB'er blomstrede i ny rolle

Pedro Ferreira leverede en af sine bedste præstationer for AaB i lang tid i tirsdagens pokalkamp mod Silkeborg, selv om det var på en uvant position

Pedro Ferreira (th.) ærgrede sig over, at AaB ikke fik mere end 1-1 ud af tirsdagens pokalsemifinale i Silkeborg.
Pedro Ferreira (th.) ærgrede sig over, at AaB ikke fik mere end 1-1 ud af tirsdagens pokalsemifinale i Silkeborg. Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 19:36

SILKEBORG: For bare tredje gang i dette forår var Pedro Ferreira med i AaB's startopstilling, da det tirsdag aften blev 1-1 på udebane mod Silkeborg i den første pokalsemifinale.

Malthe Højholt har med et stærkt forår vundet kampen om pladsen på den defensive midtbane, så derfor måtte Pedro Ferrreira tirsdag vise sig frem i en ny rolle som en af AaB's to mere fremskudte centrale midtbanespillere.

- Jeg synes, at det gik godt. Det er en ny position for mig, men min oplevelse var, at jeg gjorde det godt og gjorde, hvad Oscar (cheftræner Oscar Hiljemark, red.) havde bedt mig om på forhånd, så jeg er tilfreds, siger Pedro Ferreira.

Den udlægning var Oscar Hiljemark enig i.

- Pedro spillede en superfin kamp, og han leverede lige præcist, hvad jeg forventer af ham, siger Oscar Hiljemark.

Er den nye rolle Pedro Ferreiras vej tilbage i AaB's startopstilling, lever portugiseren fint med det.

- Det er lidt anderledes, når man skal presse lidt mere på ydersiden og højere oppe på banen, end når jeg spiller på den defensive midtbane, men det er ligegyldigt for mig. Jeg vil bare gerne spille, uanset hvad positionen er, siger Pedro Ferreira.

Trods sin egen vellykkede præstation kunne Pedro Ferreira dog nok en gang ærgre sig over, at AaB ikke fik mere end 1-1 ud af tirsdagens kamp i Silkeborg.

- Vi har spillet nogle gode kampe, så det er selvfølgelig frustrerende, at vi ikke har vundet flere af dem, men bliver vi ved med at præstere sådan, skal resultaterne nok komme.

- Nu er det nok 50-50, i forhold til om vi kommer i finalen, men vi vil gøre alt for at gøre det færdigt på hjemmebane foran vores fans, siger Pedro Ferreira.

Den anden og afgørende pokalsemifinale spilles næste torsdag på Aalborg Portland Park.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden