AaB

AaB forlænger med Helenius og siger farvel til forsvarsflop

Nicklas Helenius forlænger, mens Oumar Diakhité siger farvel

Nicklas Helenius har forlænget sin kontrakt med AaB.
Nicklas Helenius har forlænget sin kontrakt med AaB. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 16:26

Nicklas Helenius skal efter planen være en del af AaB's hold i hele den kommende sæson i den næstbedste række.

Onsdag har de to parter i hvert fald forlænget kontrakten med et halvt år, så den nu løber til udgangen af sæsonen.

- Jeg er meget, meget glad for at have fået tilføjet et halvt år til min kontrakt, og målet er helt sikkert, at det ikke skal være den sidste forlængelse med AaB.

- Først og fremmest skal vi i den kommende sæson have skabt et hold og en enhed, der kan bringe os tilbage i 3F Superligaen, og her skal jeg bidrage med både mål, assists og lederskab.

- Udover en oprykning er det klart, at jeg har en personlig ambition om at komme endnu længere op på AaB’s topscorerliste, men både klubbens og mine personlige mål bliver kun opnået, hvis vi formår at bygge en stærk kultur, som vi altid har været kendt for. 

- Dette indebærer også en unik samhørighed med vores fans, som jeg elsker at spille for og mærke støtten fra, og forhåbentlig kan vi sammen få skabt rammerne, så vi igen får fremgang i AaB, siger Nicklas Helenius i en pressemeddelelse fra AaB.

Oumar Diakhité er til gengæld færdig i AaB. Kontrakten er blevet ophævet et år før tid.

Oumar Diakhité, der kom til AaB fra VfL Onsabrück for et år siden, nåede at spille 15 kampe for klubben.

Da den dengang 30-årige senegaleser blev hentet til AaB, blev han rost for blandt andet sin hurtighed og sine lederegenskaber, men det fik publikum på Aalborg Portland Park aldrig at se.

I stedet blev han et af billederne på den fejlslagne rekrutteringsstrategi under SSE22's ledelse, hvor Diakhité blev hentet til, samtidig med at den detroniserede anfører Rasmus Thelander blev forsøgt presset ud.

I AaB vil Oumar Diakhité blandt andet blive husket for, at han tog ordet i en rundkreds efter 0-4-nederlaget til AGF. 

- Det bliver teatralsk, og er det i det forum, du bedst leverer en besked? Det tror jeg ikke, sagde sportsjournalist Simon Ydesen i Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsen efter episoden.

I den netop overståede forårssæson fik senegaleseren tre optrædener i Superligaen - heriblandt de to 0-4-nederlag til AGF og Viborg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden