AaB-profil tager kuldsejlet skifte med ro: - Jeg havde nok gjort det samme

Rasmus Thelander bekræfter buddet fra FC København, men han er ikke skuffet over, at AaB sagde nej

Trods bud fra FC København spiller Rasmus Thelander sæsonen færdig i AaB. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Trods bud fra FC København spiller Rasmus Thelander sæsonen færdig i AaB. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

FODBOLD:AaB's Rasmus Thelander blev omdrejningspunktet for et sidste øjebliks transferdrama i 3F Superligaen, da transfervinduet mandag havde sidste åbningsdag.

FC København havde snøren ude efter AaB's forsvarsstyrmand. Københavnernes tilnærmelser blev dog afvist af AaB, hvorfor Rasmus Thelander også spiller i den nordjyske klub i resten af sæsonen.

- Jeg har været bekendt med den interesse, der har været for mig i det her vindue, og jeg ved, at AaB har afvist et bud, men derudover har jeg ikke så mange kommentarer til det, siger Rasmus Thelander.

Han afviser at være skuffet over, at AaB og sportschef Inge André Olsen satte en stopper for et skifte.

- Jeg havde nok gjort det samme, hvis jeg sad i Inges situation. Sådan vil jeg sige det, lyder det fra Rasmus Thelander.

Den 30-årige forsvarsspiller har kontraktudløb til sommer, så vinterens transfervindue kan have været den sidste mulighed for AaB til at indkassere en transfersum.

- Min situation er fuldstændigt den samme, som den har været hele tiden. Jeg er superglad for at være i AaB, og jeg ser frem til det næste halve år, hvor vi skal bygge videre på det gode, vi har gang i. Vi har haft en god preseason og har nu to testkampe tilbage, hvor vi skal sørge for at stå så skarpt som muligt, så vi er klar til at slå FC Midtjylland i den første superligakamp. Det er mit fokus.

- Jeg er selvfølgelig ligeså committed til at være AaB-spiller, som jeg hele tiden har været. Alt andet ville være idiotisk. Jeg brænder for at vinde kampe, så lige nu er mit fokus som sagt på at slå FC Midtjylland i forårspremieren, siger Rasmus Thelander.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.