AaB-træner har næsten frit valg før premieren
Kun en AaB'er er på skadeslisten før søndagens sæsonpremiere
Opdateret kl. 15:42
FODBOLD: Det er en næsten skadesfri AaB-trup, der søndag sparker gang i en ny superligasæson med en udekamp mod Viborg.
Kun forsvarsspilleren Daniel Granli er ikke til disposition. Nordmanden er stadig ikke blevet klar oven på den skade, som han pådrog sig i begyndelsen af sommerens opstart.
Nytilkomne Andreas Poulsen er egentlig spilleklar, men han kommer heller ikke med i truppen til søndagens kamp.
- Vi vælger at passe lidt på Andreas, for vi skal have bygget ham ordentligt op. Vi kunne sagtens tage ham med og give ham nogle minutter i Viborg, men skal vi være helt ærlige, og skal jeg tage min trænerkasket af, er det bedre, at vi giver ham lidt mere tid, og det er det, vi gør, siger AaB-træner Lars Friis, der til gengæld klarmelder Kasper Høgh, efter at angriberen ellers måtte stå over nogle træninger først på ugen.
Til forskel fra sidste sæson er der blevet to pladser mere i AaB's kamptrup, idet man i 3F Superligaen nu må have ni spillere på bænken mod tidligere syv.
- Det betyder, at vi får en lidt større fleksibilitet, når vi skal skifte ind. De allerstørste klubber med de største trupper har selvfølgelig en fordel over for de lidt mindre klubber og en ekstremt stor fordel over for de mindste klubber.
- Derfor ved jeg heller ikke, om det er alle, der er lige glade for ændringen, men jeg kan faktisk godt lide det. Jeg kan godt lide, at vi har fem indskiftninger, og at vi ikke mindst har mulighed for at ændre kampen fra bænken med de forskellige typer, vi kan sætte i spil, siger Lars Friis.
1 Josip Posavec, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 21 Lars Kramer, 22 Theo Sander, 28 Jeppe Pedersen, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross og 39 Kasper Høgh.
Søndagens opgør i Viborg fløjtes i gang klokken 14.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.