AaB-træner så positive takter i nederlag: - Vi var det mest ambitiøse hold
AaB-træner Lars Friis ærgrede sig over nederlaget til FC Midtjylland, for han var meget tilfreds med sit holds indsats i særligt første halvleg
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:22
FODBOLD: Pointmæssigt fik AaB ikke noget ud af mandagens topkamp på udebane mod FC Midtjylland, der vandt 2-0 på to scoringer i slutningen af første halvleg, men alligevel gjorde AaB'erne sig fortjente til flere plusser i cheftræner Lars Friis' notesbog.
- Jeg synes, at vi spillede en rigtig fin første halvleg, hvor vi var det hold med flest ambitioner i spillet. Vi fandt mellemrummene, som vi havde øvet os i, og det var en markant fremgang i forhold til kampen i Brøndby i torsdags.
- Det lyder jo komisk, når vi alligevel kom bagud 0-2, men vi må også sige, at vi mødte et kynisk hold, der ventede på, at vi lavede fejl og så udnyttede dem. Vi prøvede noget af det samme mod FCK. Når man får mulighederne mod de her modstandere, skal man gribe dem. Vi mødte et hold med en masse dygtige individualister, og de gjorde udslaget, konstaterer Lars Friis.
FC Midtjylland scorede de to mål på fire minutter i slutningen af første halvleg. Først scorede Evander på et straffespark begået af Kristoffer Pallesen, hvorefter Anders Dreyer udnyttede et boldtab fra Louka Prip til at gøre det til 2-0.
- Louka gled desværre, men det er en del af vores spil, at vi skal ramme ham i mellemrummene. I kan godt angribe Louka for den fejl, men så skal I også angribe mig, for det er mig, der beder ham om at lave de ting, han gør, siger Lars Friis.
Nede 0-2 blev AaB's muligheder for et comeback markant forringet et kvarter inde i anden halvleg, da Mathias Ross blev sendt tidligt i bad efter sin anden advarsel efter at have nedlagt hjemmeholdets Gustav Isaksen.
- Ved det første gule kort var der ikke noget at komme efter, men ved det andet gule kort skal jeg holde mig fra den duel og lade være med at give dommeren muligheden for at dømme det. Han er god til at falde, og i den fart skal jeg ikke røre ham meget, før det kommer til at se voldsomt ud.
- Det er selvfølgelig frustrerende og ærgerligt, men det er en del af gamet. Med den måde, vi spiller på, skal mange træffe mange beslutninger på kort tid. Jeg dummede mig i dag, men der er ikke andet at sige, end at jeg må op med hovedet og videre, siger Mathias Ross.
Det røde kort fik dog ikke Lars Friis til at miste troen. I slutfasen skiftede han offensivt ind ved både at sende Oliver Ross og Anosike Ementa på banen.
- Jeg troede 100 procent på det, og jeg ved godt, at det lyder åndssvagt, når vi tabte, men jeg synes, at vi forsøgte at tage teten. Det kan heller ikke nytte noget, at jeg står hele ugen og prædiker, at vi skal angribe, hvis jeg signalerer noget andet ude fra bænken. Jeg er glad for de indskiftninger og også for måden, de to gjorde det på, efter de kom ind, siger Lars Friis.
Næste opgave for AaB er søndag hjemme på Aalborg Portland Park mod Silkeborg, men den kamp bliver altså med sikkerhed uden Mathias Ross efter mandagens udvisning.
- Jeg kom i karantæne ved næste advarsel, og den kom så i dag. Jeg får så nok en dag oveni det nu efter det røde kort, og det er jeg selvfølgelig ærgerlig over, men jeg er ikke tvivl om, at holdet kommer ud og leverer godt på søndag, siger Mathias Ross.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.