Angrebsplads til salg hos AaB: 17-årig presser på
Superligaholdet har ikke fået ét eneste mål fra frontløberne i denne sæson, og derfor tænker cheftræner Lars Friis i alternative baner
FODBOLD: Hverken Milan Makaric, Anosike Ementa eller Kasper Høgh har fundet netmaskerne for AaB i denne sæson, og de manglende angribermål er en vigtig del af forklaringen på superligaholdets placering under nedrykningsstregen.
Derfor indrømmer cheftræner Lars Friis, at han tænker i alternative baner op til den kommende weekends udekamp mod AGF.
- Vi skal have fordelt målene ud over flere spillere, end vi gør nu. Allan Sousa tager rigtig godt fra, men der er flere, der skal bidrage. Det gælder selvfølgelig også på 9'er-positionen, som ikke har givet os nogle mål i den her sæson. Det arbejder vi hårdt på at løse, siger Lars Friis.
I søndagens 1-1-kamp mod Lyngby blev unge Oliver Ross i anden halvleg sendt på banen som frontløber og fik her sat lidt fut i den ellers tamme offensiv.
- Han er en helt anden type end de andre tre, og han gjorde det godt som angriber i sin U19-tid. Mod Lyngby var det første gang, han blev benyttet på den position i superligaregi, og det kunne også sagtens være en mulighed, at han får chancen fra start mod AGF, siger AaB-træneren.
Han brugte mandagen på at gense og evaluere på skuffelsen mod Lyngby
- Det gav ikke nogen super god følelse. Vores offensive organisation var ikke, som den skulle være, og derfor skabte vi ikke ret mange chancer. Lyngby gav os eller tid og plads, som vi skulle have udnyttet bedre. Det er ikke i orden, at vi ikke skabte mere, mener Lars Friis.
Hans bedste bud på, hvorfor AaB var så tamme, er, at han var nødt til at skifte markant ud på holdet og sætte nogle uprøvede kræfter ind.
- Det kunne godt se ud som om, at det forplantede sig lidt i holdet og skabte noget usikkerhed. Heller ikke det opbyggende spil fungerede godt nok, siger han.
På skadesfronten melder AaB-træneren om optimisme vedrørende både Lars Kramer og Lucas Andersen, som han tror på kan blive klar til kampen mod AGF. Situationen omkring Pedro Ferreira er lidt mere usikker, og indtil videre afventer man en scanning af portugiserens lyskenområde.
Du kan høre mere om AaB i Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten. Den kan findes i langt de fleste podcast-apps. Blandt andre Apple podcasts, Spotify, SoundCloud, Podbean mv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.