Næstved

Aalborg Håndbold snuppede Super Cuppen

Kristian Säverås stod fremragende, da Aalborg Håndbold vandt endnu en pokal

Magnus Saugstrup blev topscorer for Aalborg Håndbold mod GOG. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Magnus Saugstrup blev topscorer for Aalborg Håndbold mod GOG. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:42

HÅNDBOLD: I sidste sæson ryddede Aalborg Håndbold bordet i dansk håndbold, hvor cheftræner Stefan Madsens tropper snuppede både mesterskabet og pokaltitlen, og nordjyderne fortsatte, hvor de slap, da en ny håndboldsæson tirsdag for alvor blev skudt i gang.

Det skete med Super Cuppen, der traditionelt er et møde mellem den seneste sæsons mester og pokalvinder, men da Aalborg Håndbold snuppede begge titler i sidste sæson, var DM-sølvvinderne fra GOG modstanderen i Arena Næstved.

Og som det var tilfældet i sidste sæsons DM-finaler, måtte fynboerne strække våben mod Aalborg Håndbold, der vandt 30-25.

Takket være tre scoringer fra landsholdsspiller Lasse Møller fulgte GOG med til 3-3, men derfra satte Aalborg Håndbold sig tungt på opgøret.

Kristian Säverås stod fremragende i Aalborgs mål, og i den modsatte ende var der også et godt flow i nordjydernes angrebsspil. Særligt Janus Smaráson brillerede med flere gode oplæg til en skarp Magnus Saugstrup, så efter små 13 minutters spil var 3-3 forvandlet til 9-4 i Aalborg Håndbolds favør.

Den føring blev udbygget til 12-6, inden fejlene begyndte at snige sig ind på et Aalborg Håndbold-hold, hvor der også blev skiftet flittigt ud. Det udnyttede GOG til at gøre et stærkt comeback. Fynboerne fik reduceret til 11-12, inden Aalborg igen strammede grebet. Nordjyderne stod for første halvlegs tre sidste scoringer og kunne gå til pause foran 15-11.

GOG åbnede til gengæld anden halvleg med at score de to første mål, men igen overtog Aalborg Håndbold hurtigt kontrollen. I størstedelen af anden halvleg var føringen på enten tre eller fire mål, men fejlene hos aalborgenserne var flere end i kampens indledning, og derfor blev kampen ikke lukket.

Fem minutter før tid var spændingen således for alvor tilbage i opgøret, da Lasse Møller reducerede til 24-26, men så trådte Kristian Säverås igen i karakter, og med et par fine redninger sørgede den norske målmand for, at Aalborg kunne fejre sæsonens første titel.

Magnus Saugstrup blev topscorer for Aalborg Håndbold med syv mål. Aalborg Håndbold åbner en ny sæson i Herre Håndbold Ligaen på fredag, hvor Nordsjælland kommer på besøg i Jutlander Bank Arena.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden