Formstærke Hobro bliver formentlig forstærket i nedrykningsslagsmål

Hobro er ubesejrede i fire kampe i træk og får formentlig også snart flere profiler tilbage fra skader

Hobro-træner Martin Thomsen er meget tilfreds med sit holds start på foråret. Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Hobro-træner Martin Thomsen er meget tilfreds med sit holds start på foråret. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

FODBOLD:For første gang i 2022 måtte Hobro IK fredag forlade banen uden en sejr, da det blev 1-1 ude mod Fremad Amager i sidste runde af Nordicbet Ligaens grundspil.

Frederik Dietz' sene udligning gjorde dog, at det point, Hobro tog med hjem fra Amager, føltes som meget mere.

- Det var et super vigtigt point. Vi spillede en jævn og lige første halvleg, men efter pausen oplevede jeg, at vi mødte et hold, der blev bange for at vinde. Vi fik lagt et godt pres på dem, og det var en stor forløsning at få scoret til sidst. Det føltes næsten som en sejr, når man også tænker på, at holdene omkring os tabte deres kampe, siger Hobro-træner Martin Thomsen.

Med 10 af 12 mulige point i de sidste fire runder af grundspillet tager Hobro IK hul på nedrykningsspillet med fire point ned til Fremad Amager under nedrykningsstregen.

- Det er et rigtig fint udgangspunkt. Det har været fire fantastiske kampe, og de har også givet os en helt anden tro på tingene. Selv om vi kom bagud i dag, stod vi jo med en fornemmelsen af, at vi nok skulle få scoret.

- Nu har vi overstået de første fire finaler, og vi skal nyde, at vi har bragt os selv i den her position, men vi skal ikke tage noget for givet. Der er stadig 10 finaler tilbage, siger Martin Thomsen.

På grund af landskampsaktiviteter ligger Nordicbet Ligaen nu stille i de næste 14 dage, og det er endnu uvist, hvordan kampprogrammet kommer til at se ud i den resterende del af sæsonen, hvor der til gengæld er håb om, at Hobro-holdet bliver forstærket.

- Mads Hvilsom kommer tættere og tættere på et comeback, og Jesper Bøge er også begyndt at træne med igen. Vi må se, om Justin Shaibu og Oliver Thychosen også skal til at spille lidt fodbold igen, men nu får vi en periode, hvor Ashley (fysisk træner Ashley Tootle, red.) sammen med vores fysioterapeut kan kigge nøje på, hvordan det ser ud med hver enkelt spiller.

- Vi har en trup, hvor der virkelig bliver kamp om pladserne. Der er nogle, der bliver skuffede, men derfor er det også bare så vigtigt, at man i den her periode sætter holdet forrest og så holder sig skarp, så man er klar, når chancen byder sig, siger Martin Thomsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.