Fra Vestegnen til Vestkysten: Mestertræner nyder tilværelsen i Thy

Den tidligere Brøndby-træner Peer Lisdorf er faldet godt til i Thisted, hvor han finder stor glæde i jobbet som cheftræner for FC Thy-Thisted Q

Peer Lisdorf har fået en god start som cheftræner i FC Thy-Thisted Q.  <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Peer Lisdorf har fået en god start som cheftræner i FC Thy-Thisted Q.  Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Det vakte opsigt, da FC Thy-Thisted Q kunne præsentere mestertræneren Peer Lisdorf som ny cheftræner fra 1. januar i år. 

Den tidligere Brøndby-spiller, Brøndby og HB Køge-træner ved om nogen, hvordan man vinder titler i dansk kvindefodbold. Det har han gjort på samlebånd de seneste mange år. Seneste titel var sidste sæsons DM-guld med HB Køge. Derfor var det også en overraskelse, at Lisdorf havnede i Thisted. Måske var det i virkeligheden lidt af et tilfælde.

- Jeg var heroppe og spille med HB Køge, og der gik jeg så op i loungen for lige at se mig omkring. Der falder jeg så i snak med en lokal person, som spørger lidt ind til min situation, for det var lige kommet frem, at jeg ikke skulle være i Køge længere, og det viser sig så, at det var formanden, som jeg var kommet i snak med, så det var jo lidt af en tilfældighed, siger Peer Lisdorf, der ligeså godt kunne være havnet hos fredagens pokalfinalemodstander Fortuna Hjørring.

- Jeg var sådan set langt i dialogen med Fortuna, men så kom Brian Sørensen og overhalede mig, og sådan er det jo, men det vidste klubben her jo godt, så de kunne se, at jeg ikke var bleg for at flytte herop, siger Peer Lisdorf.

Efter en god indledende dialog endte det med, at Lisdorf tog en tur til Thisted for at se på forholdene, og her imponerede FC Thy-Thisted Q.

- Jeg havde fortalt, hvor meget jeg holder af at være i naturen, så jeg kom med rundt på en charmetur, hvor de virkelig solgte klubben og området godt. Vi var i Hanstholm og spise frokost, og vi var en tur ude i naturparken, så jeg var hurtigt solgt, siger Peer Lisdorf.

Der var ingen tøven fra Peer Lisdorf i forhold til at springe ud i et nordvestjysk fodboldeventyr.

- Familien hjemme i København sagde "bare afsted med dig". Mine børn var helt med på den. Jeg har fået to børnebørn, og det nok det værste afsavn ved at være flyttet, men vi finder ud af det. Selvom det her ikke er Brøndby, så føler jeg mig allerede hjemme, siger Peer Lisdorf, der om nogen har Brøndby IF inde under huden.

Blandt legender

Som aktiv spiller var han med til at vinde DM-bronze både i Frem og i Brøndby. Det er dog klart tiden i Brøndby, som fylder mest hos Peer Lisdorf.

- Jeg var med til at vinde ynglinge-DM i 1985 sammen med mange af dem, jeg var vokset op sammen med. Vi ses stadig en gang om året til en kamp på Brøndby Stadion. Så har jeg også prøvet at vinde old boys-DM. Det var sammen med ”Faxe”, Vilfort, Lars Olsen, ”Turbo” Bent og sådan nogen. Det var også meget sjovt. Jeg nåede desværre aldrig at vinde DM som seniorspiller, siger Peer Lisdorf.

Som spiller nåede Peer Lisdorf blandt andet at have Ebbe Skovdahl som træner, og den legendariske Brøndby-træners ideer har rodfæstet sig hos Lisdorf.

- Der ligger meget Brøndby-DNA hos mig. Eksempelvis det høje pres jeg gerne vil praktisere. Det ligger helt tilbage fra min tid under Ebbe Skovdahl. Det har jeg nok ubevidst taget med. Den anden del er den tekniske del af spillet, som også er noget, der ligger dybt i mig, siger Peer Lisdorf, der nyder jobbet som fodboldtræner – ikke mindst når der vindes titler.

- Det har været stort for mig at vinde som træner. Det er næsten større for mig end at vinde noget som spiller, fordi der er så mange ting og mange mennesker, du har været med til at få til at spille sammen og gå op i en højere enhed.

I Brøndby var han blandt andet med til at vinde tre DM-titler på stribe med klubbens kvinder. I HB Køge blev det også til en enkelt titel - sågar som oprykker.

- Det var ligesom at løbe et maraton, hvor jeg først lige kom med inden målstregen. Der var en masse folk, der havde løbet de hårde meter før mig, og så fik jeg lov til at være med, da vi løb over målstregen. Det var nu meget sjovt, siger mestertræneren.

Der er ikke som sådan nogen hemmelighed bag den måde, som Peer Lisdorf konsekvent skaber resultater, hvor end han er træner henne.

- Min filosofi er, at man kan præstere bedre, hvis man har det godt. Det vil sige, er du glad, har du bedre forudsætninger for at præstere. Det kan måske også være en fordel, at jeg kommer og har prøvet at vinde noget, fordi det kan være med til at skabe en tro hos mine omgivelser på, at jeg kan være med til at udvikle dem med den viden, jeg kommer med, siger Peer Lisdorf.

Blevet bedre med bolden

Nu er han faldet godt til i Thisted, hvor han i det hele taget nyder lokalområdets flotte natur og mange muligheder. Ja, det vil sige, når den ikke står på træning, kamp eller analyse. For Peer Lisdorf er det nemlig vigtigt, at hans egen iver efter at dygtiggøre sine spillere og sit hold matcher omgivelserne.

- Kunsten er at finde den rette balance i forhold til, at det her ikke er professionelle spillere. Deres forudsætninger kan variere meget i forhold til, hvor de er i livet. Der er stor forskel på at gå i gymnasiet og have en 37 timers arbejdsuge, så det handler virkelig om at presse dem uden at køre dem ned. Vi taler meget om et friskhedsprincip, siger Peer Lisdorf.

- Nogle af spillerne når op på seks træningspas på en uge. Vi har de faste holdtræninger, og så har vi morgentræninger, så dem der har mulighed for det kan virkelig få spillet noget fodbold, siger Peer Lisdorf.

Han overtog cheftrænerposten i FC Thy-Thisted Q fra Allan Drost, der ifølge Lisdorf havde gjort et fremragende stykke udviklingsarbejde.

- Vi er godt på vej, for det var allerede en attraktiv måde, som holdet spillede på, inden jeg kom. Det har været en flot udvikling. Man er blevet bedre til at have bolden, og det vil jeg gerne bygge videre på, men jeg har naturligvis også et øje på, hvad det er for nogle kvaliteter, jeg har i truppen, siger Peer Lisdorf.

- En af de store styrker på det her hold er, at man individuelt har en stor selvindsigt, hvor jeg på andre hold har oplevet, at man i stedet kigger skævt til ens sidemand. Det gør man ikke her, fordi man har spillet sammen i lang tid. Måske er det fordi, at de har prøvet at tabe stort før. Der er en virkelig stærk kultur.

Fredag skal FC Thy-Thisted Q forsøge at forsvare pokaltitlen fra sidste sæson i en ny pokalfinale. Denne gang mod Fortuna Hjørring.

- Det er vildt imponerende, at den her klub er i pokalfinalen for tredje år i træk. Det skal da blive en festdag, når vi spiller oppe i Hjørring. Det er jo storesøster, så lad os håbe, vi kan drille dem. Nu fik vi jo stryg her senest, siger Peer Lisdorf med henvisning til de to holds generalprøve, der blev vundet 4-0 af Fortuna Hjørring..

Blå bog

  • Navn: Peer Lisdorf
  • Job: Cheftræner i FC Thy-Thisted Q
  • Alder: 55 år
  • Familie: Gift med Birgitte og har to børn sant to børnebørn
  • Spillerkarriere: Brøndby, Boldklubben Frem, B93, Hillerød
  • Trænerkarriere: Brøndby IF, BSF, HB Køge, FC Thy-Thisted Q

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden