"En katastrofe for AaB": Figo-fyring får hård kritik
Akademichefens afsked har fået AaB-tilhængere til tasterne på sociale medier, og en tidligere storaktionær melder sig i koret af kritikere
Opdateret 08. april 2024 kl. 21:33
Torsdagens udmelding fra AaB om, at samarbejdet med klubbens akademichef Jacob "Figo" Larsen er stoppet med øjeblikkelig virkning, får ikke meget ros på de sociale medier.
På klubbens eget Facebook-opslag var der fredag middag omkring 200 kommentarer. Det hører til sjældenhederne, at klubbens opslag er genstand for så stor lyst til at kommentere hos de 84.000 følgere af AaB på Facebook.
Langt størsteparten af dem, der har valgt at kommentere, har svært ved at forstå de tyske ejeres (SSE22 red.) beslutning om at fyre Jacob "Figo" Larsen, der både har været spiller i klubben og i to omgange haft ansvaret for talentarbejdet.
"En katastrofe for AaB og for Akademiet," skriver Poul Erik Kristensen, der har en fortid som træner i bl.a. AaB og Frederikshavn.
I kommentarsporet bliver der blandt andet også skrevet: "Der er ingen AaB-sjæl tilbage efterhånden", "Et kæmpe selvmål af SSE22", "I smider guld på gaden, hvor er det tåbeligt!" og "Det kommer AaB til at fortryde".
Rører ved kernen
Jacob "Figo" Larsen havde titel af talentchef i AaB i perioden 2008-2016. Han vendte tilbage som akademichef i 2022, hvor han afløste Anders Damgaard.
Ifølge AaB's sportsdirektør Ole Jan Kappmeier var fyringen af akademichefen uundgåelig, da parterne både sportsligt og ledelsesmæssigt har meget forskellige idéer om den strategiske retning for akademiets fremtid.
Afskeden med Jacob "Figo" Larsen er dog samtidig et tydeligt signal om, at SSE22 rører ved kernen i AaB og bevæger sig i en helt ny retning. Det fastslår sportsjournalist Simon Ydesen i en kommentar her på nordjyske.dk.
Kritiske øjne på SSE22
Den kommentar har fået AaB's tidligere storaktionær Morten Majdall Petersen til at reagere på det sociale medie X.
Her skriver han følgende med henvisning til Ole Jan Kappmeier og Jan Peters. Sidstnævnte er kørt i stilling som afløser for Niels David Nielsen på formandsposten.
"Godt endelig med lidt kritiske øjne på SSE22. Prøv at se hvor lidt erfaring den kommende formand og nuværende sportsdirektør har. Bortset fra lidt konsulentarbejde og noget field hockey er AaB deres første ’rigtige’ arbejde."
Nordjyske har haft kontakt med Morten Majdall Petersen, og han har ikke ønsket at uddybe sin kommentar. Nordjyden, der er bosat i London, opkøbte i efteråret 2022 godt fem procent af fodboldklubbens aktier.
De blev afhændet igen i forbindelse med SSE22's indtræden i AaB i sommeren 2023.
Midlertidig afløser på plads
Mens AaB's ledelse er på jagt efter en ny akademichef, har Mathias Krogh sagt ja til at varetage rollen.
Han har gennem de seneste år haft flere forskellige roller på AaB Akademiet, senest rekrutteringsansvarlig og analytiker.
AaB forventer senest til sommer at have ansat en ny akademichef.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.