Gaver og lyspunkter: Her står AaB før forårspremiere
Superligaholdet fik ikke nok udbytte af spilovertaget mod Vendsyssel, og samtidig giver målmandssituationen anledning til panderynker - skriver sportsredaktør Claus Jensen i denne analyse

Cheftræner Erik Hamrén kan glæde sig over, at AaB lørdag kom tilbage fra 0-2 mod Vendsyssel, men holdet ligner ikke et mandskab, der kommer blæsende ud til forårssæsonen. Foto: Martél Andersen
AALBORG:AaB's superligahold går ind til et ren overlevelseskamp i foråret, og efter 50 minutter af lørdagens afsluttende testkamp mod Vendsyssel FF må der også have været begravelsesstemning i aalborgensernes lejr.
Erik Hamréns mandskab formåede nemlig ikke at udnytte et ellers stort spilovertag og var i stedet bagud 0-2 efter et par store defensive brølere. Rasmus Thelander forærede i første halvleg bolden til Wessam Abou Ali, mens det efter pausen var en gigantisk opdækningsfejl efter et indlæg, der førte frem til Vendsyssels anden scoring ved Ayo Simon Okosun.
Dermed gentog billedet af en AaB-defensiv i gavehumør sig fra de forudgående træningskampe, og når holdet siden kunne forlade Aalborg Portland Park med rankere ryg efter at have fået udlignet til 2-2, så skyldes det et par gengældte gaver fra Vendsyssel-målmand Marcus Bundgaard.
Sidste sæsons AaB-topscorer Louka Prip viste dog ingen nåde i de to situationer, og dermed bekræftede han den opadgående kurve, han har vist i 2023. Og hvis vi skal hæfte os ved det positive i lørdagens test, så skal det også findes i aalborgensernes offensiv.

Kasper Jørgensen spillede lørdag sin hidtil bedste kamp for AaB og var tæt på at score mod Vendsyssel. Foto: Martél Andersen
Højrebacken Kasper Jørgensen spillede sin hidtil bedste kamp, siden ankomsten fra Lyngby, og var uheldig med ikke at få scoret. Nicklas Helenius var desuden særdeles solid i presspillet og som spilstation med ryggen til mål.
Til gengæld gav Vendsyssel-kampen ikke dokumentation for, hvorfor Kilian Ludewig er det rigtige valg på AaB's venstrekant, når navne som Younes Bakiz og Allan Sousa står og tripper i kulissen.
På midtbanen stod Iver Fossum nok engang svagest i billedet, så man må håbe på AaB's vegne, at anfører Lucas Andersen bliver klar til forårspremieren mod AGF, for han ligner en mere oplagt makker til Malthe Højholt på den offensive del af midtbanen. Netop Højholt var mod Vendsyssel klart bedste mand fra anden kæde.

Theo Sander har i første omgang vundet målmandskampen i AaB, men spørgsmålet er, om en skade nu spænder ben for hans forårspremiere. Foto: Martél Andersen
I målet skulle unge Theo Sander måske have fået fingrene på Vendsyssels tidlige føringstræffer, men derudover var der intet at udsætte på stortalentets indsats. Desværre sluttede den utidigt, fordi han vrikkede om på anklen, og det må give panderynker i AaB-lejren - blot seks dage før forårspremieren. Lejesvenden Nico Mantl har ikke overbevist på holdets træningslejr i Spanien, men nu kan han ende med at skulle stå på fredag mod AGF.
Selvom Vendsyssel FF helt sikkert vil sige, at de ikke spillede nogen specielt god kamp mod AaB, så bekræftede 2-2 mod et superligahold alligevel, at de er en særdeles varm bejler til superligaoprykning i foråret. De skal ikke bruge ret mange chancer for at lave mål, og hvis man tilsætter Tobias Anker til lørdagens startopstilling, så står Henrik Pedersens mandskab stærkt over hele banen.
AaB - Vendsyssel FF 2-2
- Fodbold, træningskamp
- Mål: 0-1 Wessam Abou Ali (8. minut), 0-2 Ayo Simon Okosun (50. minut), 1-2 Louka Prip (54. minut), 2-2 Louka Prip (56. minut)
- Opstilling, AaB (4-3-3): Theo Sander (Nico Mantl, 63.), Kasper Jørgensen, Rasmus Thelander, Daniel Granli, Andreas Poulsen, Pedro Ferreira (Oliver Ross, 61.), Malthe Højholt, Iver Fossum, Louka Prip (Allan Sousa, 61.), Nicklas Helenius (Anosike Ementa, 61.), Kilian Ludewig (Younes Bakiz, 61.)
- Opstilling, VFF (4-3-3): Marcus Bundgaard - Rune Frantsen, Mads Greve, Mattias Jakobsen (Tobias Anker, 59.), Terence Baya (Emil Arendrup, 79.) - Victor Mpindi, Ayo Simon Okosun, Zander Hyltoft (Anton Søjberg, 79) - Lucas Jensen (Tiémoko Konaté, 67), Wessam Abou Ali (Lasse Steffensen, 67.), Carl Lange (Oscar Buch, 67.)
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.