Hobro fortsætter stime og holder spøgelse på afstand

Nordjyderne noterede torsdag aften den ottende kamp på stribe i træk uden nederlag i vital udekamp mod Fremad Amager

Hobro-angriberen Don Deedson var målfarlig men uskarp for Hobro i torsdagens opgør i Sundby Idrætspark.  <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Hobro-angriberen Don Deedson var målfarlig men uskarp for Hobro i torsdagens opgør i Sundby Idrætspark.  Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:2022 har i den grad været Hobro IK's år. Torsdag aften spillede de den ottende fodboldkamp i kalenderåret, og den ubesejrede stime blev forlænget i udekampen mod Fremad Amager.

Holdene havde hver sin halvleg i opgøret i kvalifikationsspillet til NordicBet Ligaen (1. division), men skarpheden var ikke imponerende, og så endte det 0-0.

Det resultat kan Martin Thomsens Hobro være bedst tjent med, for det betyder, at de holder en behagelig afstand på fem point ned til netop Fremad Amager under nedrykningsstregen.

Hobro sad tungt på kampens første halve time, hvor både Muamer Brajanac og Don Deedson sparkede store muligheder forbi det lange målhjørne. Især sidstnævnte amerikaner voldte Amager problemer, men Deedson skal ikke beskyldes for at være skarp på sine chancer.

Fremad Amager var kun farlige en enkelt gang, da Lucas Haren var ved at bryde igennem, men det fik Frederik Elkær stoppet med en frelsende tå.

Overliggeren hjalp Hobro

Hobro havde den første store chance i anden halvleg, da Simon Jakobsen med et hovedstød efter et hjørnespark tvang Jacob Pryts i målet til en hive en god redning frem. Siden stod der dog Fremad Amager på det meste.

Især Lucas Haren var en mundfuld for nordjyderne, men Adrian Kappenberger behøvede ikke at hive de helt store mirakelredninger frem. I overtiden skulle Hobro-keeperen dog prise sig lykkelig for overliggeren, da et hjørnespark blev forlænget op på tværribben. 

I stedet var Simon Jakobsen tæt på med et hovedstød i modsatte ende, men de 1362 tilskuere i Sundby Idrætspark måtte gå hjem uden scoringer.'

Hobros næste opgave venter lørdag 30. april på udebane mod Vendsyssel FF.

Fremad Amager - Hobro IK 0-0

  • Fodbold, NordicBet Ligaen, kvalifikationssspil
  • Advarsler: Mikkel Basse, Fremad A (45. minut), Lucas Harren, Fremad A. (68. minut), Henrik Meister, Fremad A. (90. minut), Simon Jakobsen, Hobro (90. minut)
  • Opstilling Hobro (3-5-2): Adrian Kappenberger - Emil Søgaard, Simon Jakobsen, Mads Eriksen - Oliver Klitten, Mikkel Mejlstrup Pedersen, Abdoul Yoda (Sebastian Avanzini, 90. minut), Danny Amankwaa (Mathias Nygaard, 61. minut), Frederik Elkær (Mads Hvilsom, 61. minut) - Muamer Brajanac, Don Deedson (Jesper Bøge, 83. minut)
  • Tilskuere: 1362 i Sundby Idrætspark

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.