Sport

Højgaard rasler tilbage efter skidt runde i Skotland

Rasmus Højgaard lå efter første runde delt nummer et i Skotland, men er nu delt nummer 49 efter en skidt fredag.

Rasmus Højgaard lå efter første runde delt nummer et. En skidt fredag betyder dog, at han ikke længere er med i toppen før de to sidste runder i weekenden. (Arkivfoto).
Rasmus Højgaard lå efter første runde delt nummer et. En skidt fredag betyder dog, at han ikke længere er med i toppen før de to sidste runder i weekenden. (Arkivfoto). Stacy Revere/Ritzau Scanpix

Den danske golfspiller Rasmus Højgaard kunne fredag slet ikke leve op til sin fremragende første runde i Scottish Open.

25-årige Højgaard gik anden runde i 73 slag, hvilket var tre slag over banens par.

Det var otte slag dårligere end den fremragende runde torsdag, der havde givet ham en delt førsteplads.

Men nu er han altså langt fra toppen. Rasmus Højgaard er raslet ned som delt nummer 49 og er syv slag fra toppen.

Bedre gik det fredag for hans tvillingebror, Nicolai Højgaard, der gik anden runde i fire slag under par. Han ligger på en delt 13.-plads - tre slag fra toppen.

Rasmus Neergaard er et enkelt slag dårligere end Nicolai Højgaard og ligger delt nummer 25.

Turneringen i North Berwick har deltagelse af både spillere fra DP World Tour og PGA Tour og fungerer for mange af stjernerne som opvarmning til næste uges majorturnering, The Open.

En, der ikke fik den bedste optakt, er verdens nummer et, Scottie Scheffler, der ikke klarede fredagens cut.

Det er første gang i fire år, at stjernen misser cuttet i en turnering. Han har klaret cuttet i 78 turneringer i træk.

Scheffler slutter som delt nummer 85. En placering, han deler med blandt andre danskerne Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard, der altså heller ikke er med i de to sidste runder i weekenden.

Scottish Open har en samlet præmiepulje på 9 millioner dollar, svarende til omkring 62 millioner kroner.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden