Midtbanespiller er tæt på AaB-exit

Magnus Christensen har formentlig spillet sin sidste kamp for AaB

2-4-nederlaget til Silkeborg blev formentlig Magnus Christensens sidste optræden i AaB-trøjen.
2-4-nederlaget til Silkeborg blev formentlig Magnus Christensens sidste optræden i AaB-trøjen. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 17:17

FODBOLD: Magnus Christensen må med al sandsynlighed se til fra tribunen, når AaB søndag aften skal dyste med Viborg om en plads i kvalifikationen til næste sæsons Conference League.

Den 24-årige midtbanespiller har ikke været i kamp siden 2-4-nederlaget til Silkeborg 2. maj, og da AaB-truppen fredag trænede på Aalborg Portland Park, måtte han nøjes med at løbe rundt om banen.

- Jeg tror, at det er udelukket, at jeg kan komme i kamp søndag. En ting er, om jeg fysisk kan nå at blive klar, men noget andet er, at jeg jo bortset fra det kvarter i Silkeborg ikke har spillet en kamp i to måneder. Det vil ikke give mening, siger Magnus Christensen.

Det betyder formentlig også, at det korte indhop i kampen i Silkeborg blev vendelboens sidste optræden i AaB-trøjen i denne omgang. Kontrakten med AaB udløber efter denne sæson, og lige nu er der ikke noget, der tyder på, at den bliver forlænget.

- Det kunne godt tyde på, at jeg har spillet min sidste kamp for AaB, og det er selvfølgelig en ret trist slutning. Jeg havde ikke håbet, at det var på den her måde, at det skulle slutte, siger Magnus Christensen, der ikke ved, hvad fremtiden byder.

- Der er nogle ting i kulissen, som jeg skal have taget stilling til, men der er ikke noget, der er tæt på at være på plads, og jeg har også ret meget is i maven, i forhold til hvad der skal ske.

- Det har jeg sagt en del gange, og jeg skal selvfølgelig heller ikke have for meget is i maven, for så står man måske pludseligt i en mindre god situation. Lige nu er der dog fint med tid til at finde ud af, hvad der skal ske, siger Magnus Christensen, der har været plaget af skader i store dele af foråret.

Da han 2. maj fik et kvarters spilletid i Silkeborg, var han netop vendt tilbage oven på en ankelskade, som han pådrog sig i en testkamp mod Vendsyssel FF 24. marts.

- Jeg ved ikke, om jeg kom i kamp for tidligt, men jeg ville jo gerne tilbage og nå de sidste kampe i sæsonen. Det gik fint i Silkeborg, men dagen efter fik jeg et tilbagefald. Jeg har forsøgt at komme ud på banen igen siden, men jeg kunne bare mærke, at det ikke gav mening i forhold til at kunne nå tilbage og spille de sidste kampe.

- Derfor blev jeg trukket helt ud, så jeg forhåbentligt kan stå helt tiptop til, hvad der nu skal ske efter ferien. Det er selvfølgelig en helt vildt ringe timing, men jeg trøster mig med, at jeg synes, at jeg fik spillet nogle gode kampe, inden jeg blev skadet. Det havde været endnu værre, hvis jeg ikke havde vist noget i de kampe, men som sagt havde jeg bestemt ikke håbet, at det skulle slutte sådan her, siger Magnus Christensen.

Som Magnus Christensen nøjedes anfører Lucas Andersen og viceanfører Rasmus Thelander også med at trække i løbeskoene ved fredagens træning. Førstnævnte er meldt færdig for sæsonen, mens sidstnævnte tilmed har karantæne i søndagens kamp. Det samme gør sig gældende for Iver Fossum.

Gudmundur Thórarinsson var ikke med ved fredagens træning.

I Nordjyskes podcast Ripodsten ser vi frem mod søndagens Europa Playoff. AaB's cheftræner Lars Friis er i studiet sammen med sportsjournalist Thomas Jasper. Ripodsten kan findes i din foretrukne podcast-app.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden