Nordjysk Kolding-træner: Fantastiske spillere, men AaB får det svært
Der skal store forandringer til, hvis AaB skal kunne begå sig i Superligaen, mener den tidligere AaB'er Kristoffer Wichmann
Opdateret kl. 12:02
Kristoffer Wichmann var søndag tæt på at blive den anden træner til at føre sit hold til sejr over AaB i denne Nordicbet Liga-sæson.
Nordjyske Wichmann og hans Kolding-mandskab var foran med både 2-0 og 3-2 på Aalborg Portland Park, men begge gange kom AaB tilbage. Ved slutfløjt stod der 3-3 på måltavlen, og derfor er Martin Thomsen og Hobro stadig de eneste til at have besejret AaB i denne sæson.
- Jeg står med den oplevelse, som mange trænere har haft efter at have mødt AaB især her i foråret, men sikkert også i hele sæsonen. Man står og tænker på, hvordan AaB slap afsted med ikke at tabe, men det gjorde de, fordi de har nogle vanvittigt dygtige spillere med et vanvittigt potentiale.
- I dag var der et virkelig stærkt hold på banen mod nogle fantastiske individualister. Det, vi stod overfor, var relativt nemt at dæmme op for og kreere noget imod, men det er klart, at når man har så dygtige spillere, så kommer man til noget. Desværre var det igen i dag en fortælling om, at de enkelte spillere hos AaB var meget skarpe, siger Kristoffer Wichmann, der har en fortid som ungdomsspiller i AaB.
Efter at have iagttaget AaB i Nordicbet Ligaen i denne sæson er han bekymret på sin tidligere klubs vegne, når det på den anden side af sommerferien med al sandsynlighed gælder Superligaen.
- Som trænerkollega og Kolding-mand burde jeg jo ikke have en mening om AaB, men nu er jeg gammel AaB-spiller og stadig glødende AaB-fan. Og som det må jeg bare sige, at jeg har rimelig dybe panderynker i forhold til, at så dygtige spillere ikke udnytter deres potentiale.
- Der er sikkert mange, der kommer efter mig nu, men hvis der ikke kommer en generel strukturel ændring på det hold, bliver det umådeligt svært i næste sæson, siger Kristoffer Wichmann.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.