Ny Fortuna-spiller trods skuffelse: Kun guldet tæller
Olivia Holdt viste sig flot frem i debuten, selvom vendelboerne overraskende tabte til FC Thy/ThistedQ
FODBOLD: Nyerhvervelsen Olivia Møller Holdt lyste op i sin debut for Fortuna Hjørring, men det var forståeligt det overraskende nederlag til FC Thy/ThistedQ, der fyldte mest hos midtjyden, der er kommet til fra VSK Århus.
- Vi er et nyt hold, der skal spilles sammen, og de var bare skarpere i dag og udnyttede de få chancer, de fik. Det må man rose dem for, selvom det er skuffende, at vi tabte.
Gæsterne var klart bedst på bolden i første halvleg, men alligevel havde Fortuna tilbud nok, for de få gange, de kom i modstanderens felt, blev det farligt hver gang.
- Vi havde jo fire kæmpechancer, som egentlig bare skulle trilles ind, men vi havde desværre ikke kynismen i dag. Og så hjalp det os bestemt heller ikke, at vi måtte spille den sidste halve time i undertal, da Emma Snerle måtte gå ud (hovedskade, red.). I forvejen var alle spillere jo presset på ressourcerne på grund af varmen, forklarer Olivia Møller Holdt.
Fortuna Hjørring var til opgøret uden Indiah-Page Riley og Brenna Rae Ochoa. Af de nye udlændinge havde kun den rumænske angriber Cristina Carp fået papirerne i orden, og hun var nærmest usynlig i alle 90 minutter.
- Jeg vil ikke sige, at det er en gyldig undskyldning, at vi manglede nogle spillere. Jeg synes jo stadig, at det hold, vi stillede med, ser bedre ud end deres, lyder det fra Olivia Holdt, der derfor stadig drømmer om at tage guld med Fortuna.
- Jeg tror, det bliver en tættere sæson, men det er kun med til at udvikle os. Og det ændrer ikke på, at vi går efter guldet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.