Pirates-helt betalte tilbage på fantastisk modtagelse i Aalborg

Brayden Low stemplede for alvor ind som ny Pirates-spiller. Den store canadier scorede to gange og gjorde god fyldest i 5-2-sejren over Frederikshavn White Hawks

Brayden Low jubler her efter et af sine to mål i kampen mod Frederikshavn White Hawks. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Brayden Low jubler her efter et af sine to mål i kampen mod Frederikshavn White Hawks. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Der var dramatik for alle pengene, da Frederikshavn White Hawks bød på hockeyfest i andendagsgildet af det årlige nytårsbrag. Efter en på alle måder dramatisk og medrivende kamp kunne Aalborg Pirates skøjte fra isen med en 5-2-sejr efter at have været bagud 0-2 tidligt i kampen.

- Måske sad der stadig lidt skuffelse i kroppen på gutterne, for vi kom ikke ordentligt ud til kampen. I pausen mellem første og anden periode bad jeg dem om at håndtere pucken bedre, for vi havde pladsen til at spille, siger Garth Murray, der kunne se sin landsmand Brayden Low åbne sin målkonto, da han reducerede til 1-2 med det første af to mål i fredagens kamp.

- Det var dejligt at se den første puck gå i mål. Det var virkelig godt arbejde fra Marcussen bag målet. Det var vigtigt, vi fik gang i målscoringen. Da vi først kom i gang med at vores pres, så vendte kampen, siger Brayden Low, der er blevet blæst bagover af de første tre kampe som Pirates-spiller. 

- Det var ret cool at opleve stemningen til begge de her kampe. Både den i Aalborg og her i aften bød på en fantastisk stemning. Det gjorde det meget sjovere at spille. Sådan noget savnede jeg helt afgjort, da jeg spillede i Budapest, siger Brayden Low, der i samme sekund får stukket en puck i hånden af en af Aalborgs holdledere. 

Naturligvis skal pucken gemmes fra den første scoring som Aalborg Pirates-spiller for den store canadier, der har fået en fantastisk indledning på sin tid i Danmark.

- Det er helt fantastisk, som jeg er blevet modtaget her i Aalborg. Det skal nok blive meget bedre fra min side. Jeg er stadig ved at finde mine fødder, for jeg har haft en måneds pause, siden jeg sidst spillede i Ungarn, siger Brayden Low. 

Der er med andre ord meget mere i tanken for den nye pirat. 

- Jeg håber, at jeg er meget bedre kørende om to uger. Jeg skal lige finde mit spil igen. Hovedet skal lige vænnes til at spille hockey igen. Jeg håber, at jeg kan bidrage med meget mere. Jeg skal være hård at spille mod. Jeg er sådan en spiller, der skal forsøge at gøre det simple, siger Brayden Low, der lige skal vænne sig til den danske dommerlinje. Blandt andet ragede han en tripping-udvisning til sig.

- Den var blød, for jeg ramte ham ikke så hårdt, men jeg skal lige vænne mig til, hvordan linjen er i Danmark. Det skal jeg nok få tilpasset, siger Brayden Low, der nok skal få en påmindelse fra Garth Murray, hvis ikke det ændrer sig.

Netop Pirate-træneren er ikke i tvivl om, at en sejr som den i Frederikshavn er en, Pirates kan bygge videre på frem mod slutspillet. 

- Den her sejr viste noget karakter. Den viste også vigtigheden af, at vi skal gøre tingene som et hold. Vi kan ikke bare løbe rundt og spille individuelt. Blandt andet kan jeg se, at vores powerplay begynder at være bedre, siger Garth Murray.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.