Profiler blev sparet, da Aalborg vandt stort: Her er status for skadet duo
Kristian Bjørnsen og Lukas Sandell kom slet ikke i spil i mandagens sejr over Fredericia, hvor Henrik Møllgaard og Aron Pálmarsson også blev sparet i løbet af anden halvleg
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:22
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen kunne næppe selv have skrevet manuskriptet bedre, da Aalborg Håndbold mandag aften hentede to nye point i jagten på en plads i DM-semifinalerne.
Hjemme i Sparekassen Danmark Arena satte hans hold sig hurtigt på slutspilskampen mod Fredericia HK, der blev slået 36-26, uden at de forsvarende danske mestre for alvor anstrengte sig.
- Det var lige efter vores drejebog. Jeg er meget glad for, at vi kom ud med den aggressivitet og indstilling, som vi gjorde i første halvleg. Vi dækkede rigtig fint op, og hvis de ikke havde fået et par riposter, hvor vi forærede lidt væk, havde vi jo holdt dem under 10 mål i første halvleg. Det var der, vi lagde fundamentet til en overbevisende sejr, konstaterer Stefan Madsen.
Derfor kunne Aalborg Håndbold-træneren i anden halvleg også tillade sig at spare på kræfterne hos nogle af holdets største profiler.
- Vi ved godt, at Mølle (Henrik Møllgaard, red.) trækker et stort læs for os, så det var godt, at vi kunne passe lidt på ham i slutningen af kampen. Aron (Pálmarsson, red.) holdt vi ude i hele anden halvleg, så vi fik sparet nogle kræfter, og derfor var det også helt afgørende, at de, der har siddet meget ude, kom ind og bidrog rigtig godt, siger Stefan Madsen.
Han henviser blandt andre til den unge højre back Christian Termansen, der fik masser af spilletid mandag aften og også fik scoret to gange.
- Jeg letter bare på hatten for ham. Det er en fornøjelse at se det mod, han spiller med. Han har stadig noget arbejde foran sig i forhold til at lægge på fysisk, men han spillede en rigtig stor kamp med skuddene, overblikket og bruddene, siger Stefan Madsen.
Christian Termansen fik chancen mandag aften, fordi Lukas Sandell så hele opgøret fra bænken. Højrefløjen Kristian Bjørnsen var tilmed slet ikke på holdkortet.
- Lukas har problemer med hælen, hvor han er blevet ramt et uheldigt sted. Det gør ondt hver gang, han markerer på trædepuden, og vi har prøvet alverdens ting for at få styr på det. Derfor var det rigtig godt, at vi kunne give ham en pause i dag.
- Bjørnsen har fået et riv i lysken, men vi håber og tror på, at han kun er ude i en kort periode. Jeg tvivler på, at han bliver klar til lørdag (mod Skjern, red.), men det skal vi nok have fat på fysioterapeuten for at få et helt præcist svar på, siger Stefan Madsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.