Skadesplaget Hobro-angriber med første mål i over et år: - Skulle have haft de helt store overskrifter
Nederlaget fyldte mest hos notorisk målscorer, der for første gang i 14 måneder scorede for Hobro

Hobro tabte til Esbjerg, men Mads Hvilsom lykkedes endelig med målscoringen igen efter lang skadespause. Foto: Bente Poder
FODBOLD:426 dage. Det var så mange dage, der skulle gå, før den notoriske målscorer Mads Hvilsom igen kunne se en af sine afslutninger smutte i nettet i en kamp for Hobro IK's bedste fodboldhold.
Hovedpersonen selv havde ikke glemt, hvornår hans sidste scoring fandt sted, men selvom forløsningen må have været stor for angriberen, var brændte chancer og et nederlag på 1-2 til Esbjerg på DS Arena i Hobro det, der fyldte mest efter kampen.
- Jeg kan godt huske, hvornår jeg sidst scorede, det var ude i Fredericia, men jeg skulle jo have lavet fire, og det er derfor, at jeg står og ikke er specielt glad. Det er altid dejligt at lave mål, for det lever jeg af, sagde Mads Hvilsom om sin scoring, der blev sat ind med hovedet i de døende minutter.
- Og selvfølgelig betyder det noget, og specielt for den her klub, for jeg vil gøre alt for, at jeg kan blive her. Jeg gjorde måske ikke det bedste indtryk i dag, især når jeg kunne have lavet fire og været helten for det hele - det er lidt blandet, men mest af alt en ærgerlig følelse.
- Det er en irriterende følelse efter ikke at have tabt i 12 kampe, og det havde godt nok været en del sjovere, hvis jeg havde stået med de helt store overskrifter.

Mads Hvilsom jublede for første gang siden 5. marts 2021 over egen scoring i søndagens opgør mod Esbjerg. Foto: Bente Poder
Der er en naturlig grund til, at målscoringen har knebet lidt for Hvilsom siden den sidste scoring 5. marts 2021. Han har nemlig været ramt af en slem knæskade, der betød, at kampen mod Esbjerg kun var den syvende kamp for ham i denne sæson.
- Jeg har kæmpet benhårdt for at komme tilbage og score mål på 12. måned nu, og jeg kan stadig ikke spille 90 minutter. Alle de timer, man bruger på at komme igennem en skade, der tager over et år, og det har jeg snakket om i mange måneder nu, hvor svært det er endnu engang at skulle igennem en af de lange skader, lød det fra Mads Hvilsom, der tidligere har kæmpet med længerevarende skader.
Opgøret endte som bekendt med et nederlag til Hobro-mandskabet, hvilket var første gang, at de kunne gå fra banen som tabere i foråret 2022, og det var også lige ved at lykkes for Hobro-mandskabet at lave et comeback og forlænge den flotte stime mod Esbjerg.
Mads Hvilsoms reduceringsmål til 1-2 i det 90. minut satte en lavine af angreb og tro i gang hos hjemmeholdet, og der var en følelse af, at de endnu engang skulle få point med, men selvom det ikke lykkedes i sidste ende, fortalte det en del om holdet.
- Det er sindssygt fedt at være en del af det hold her. Vi har fået et helt andet udtryk, end vi har haft i lang, lang tid. Det her hold har taget en helt anden drejning, end det var i efteråret, hvor det ikke var til at finde hoved og hale i vores præstationer. Vi nægter simpelthen at tabe fodboldkampe, og det gjorde vi egentlig også i dag, hvor vi skab alt, hvad der skulle til for at vinde en fodboldkamp, sagde Mads Hvilsom.
- Vi troede på det til det allersidste. Det er den følelse, vi har, og det skal vi bare bygge videre på ovre i Køge og i den nye sæson, der kommer.
Hobro IK - Esbjerg FB 1-2 (0-2)
- Fodbold, NordicBet Ligaen, kvalifikationsspil
- Mål: 0-1 Marcus Mustac (2. minut), 0-2 Emil Holten (31. minut), 1-2 Mads Hvilsom (90. minut)
- Hobro IK (3-5-2): Adrian Kappenberger - Emil Søgaard, Simon Jakobsen, Mads Eriksen - Frederik Elkær, Mikkel M. Pedersen, Mathias Nygaard (Danny Amankwaa, 56. minut), Mads Freundlich (Frederik Mortensen (56. minut), Oliver Klitten (Christoffer Østergaard, 87. minut) - Don Deedson (Justin Shaibu, 70. minut), Muamer Brajanac (Mads Hvilsom, 46. minut)
- Advarsler: Mads Freundlich, Hobro (11. minut), Elias Sørensen, Esbjerg (70. minut), Danny Amankwaa, Hobro (84. minut)
- Dommer: Patrick Gammelholm
Selvom Hobro allerede før opgøret havde sikret sig en sæson mere i NordicBet Ligaen, var der alligevel en stor vilje blandt spillerne til at forlænge den ubesejrede stime.
- Det er nok ikke til at forstå for andre, for de fleste tænkte nok, at det bare var en ligegyldig kamp, men der var fuld ild nede i omklædningen. Vi skal bare vinde fodboldkampe, og det er en lækker fornemmelse, når man ikke har vundet ret mange.
- For det er godt nok ikke mange fodboldkampe, der er blevet vundet, siden jeg kom tilbage for tre år siden, så det skal dyrkes, og det bliver det også, sluttede Mads Hvilsom.
Hobro IK og Mads Hvilsoms sæson slutter lørdag, når de besøger HB Køge i forårets sidste kamp i NordicBet Ligaens Kvalifikationsspil.
Hobro mod Esbjerg fB
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.