Smørhul i Saltum: - Michael Laudrup synes også, vi har et smukt stadion

Se dronevideo: Konkurrencens fjerde kandidat ligger gemt i bag skov, bakke og sø i Jammerbugten

Nols Stadion er en af de fem finalister, som er med i kampen om at blive Nordjyllands smukkeste stadion. Foto: Claus Søndberg

Nols Stadion er en af de fem finalister, som er med i kampen om at blive Nordjyllands smukkeste stadion. Foto: Claus Søndberg

STADION:- Vi ville selvfølgelig blive glade for at vinde 25.000 kroner, men titlen som "Nordjyllands smukkeste stadion" vil overskygge det hele.

Sådan siger Rie Hovalt, som foruden at være barn af byen og fodboldansvarlig i Saltum IF også står bag indstillingen af Nols Stadion - et nordjysk smørhul.

Anlægget er omkranset af bakker, hvor der på den ene side går en flok heste, mens klubhuset og de hjemmebyggede bænke til tilskuere ligger på den anden. Da NORDJYSKE er på besøg, er der vaskeægte lokalbrag for U8-drenge mod Jetsmark, og trods det beskedne niveau, er der en del supportere på plads.

- Vi er selvfølgelig i gang med at opfostre fremtidens stjerner, siger Rie Hovalt med et smil på læberne, mens hun bryder ud i jubel, da hjemmeholdet scorer. Det er hendes mand, der træner U8-holdet.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Saltum Idrætsforening blev stiftet helt tilbage i 1904 - midt i et bakket landskab.

- Det hele har været kuperet, så anlægget er én stor udgravning. Da man I 30'erne gik i gang med at lave første del af den nuværende bane, var det frivillige, der med skovl og trillebøre flyttede jorden. Først muldjorden, bagefter leret og da leret var fjernet, flyttede de muldjorden tilbage til anlægget. Her gav ordsproget "hvor der er vilje, er der vej" virkelig mening, fortæller stadionchef Erling Voss.

Indtil 1994 havde Saltum IF klubhus på toppen af den ene bakke, men i 1996 begyndte man på et nyt byggeri, som blev indviet i oktober 1998.

- Det blev, lige som anlægget, også bygget af frivillige kræfter og lokale håndværkere - og det er vi rigtig stolte af, lyder det fra Rie Hovalt.

Se dronevideo af Nols stadion her:

Michael Laudrup og Sepp Piontek

I 2004 kunne klubben hejse flaget, og fejre deres 100 års jubilæum - og det gik ikke stille af sig.

Old boys-landsholdet var på besøg med Sepp Piontek som træner - i en kamp mod nogle lokale drenge, som man håbede måske kunne matche de danske legender.

- Det kunne de så ikke, lyder det med et grin fra Rie Hovalt.

- Efter kampen interviewede nogle af vores egne spillere Michael Laudrup. De spurgte ham, om han nogensinde havde spillet på et smukkere stadion, og til det svarede han, at det ikke helt kunne måle sig med Camp Nou - men at han stadig mente, vi havde et smukt stadion, siger fodboldformanden stolt.

Arrangement var en stor oplevelse for klubben, og på dagen var bakkerne omkring anlægget klistret til med mennesker fra nær og fjern - ingen ville gå glip af hverken Piontek eller Laudrup.

En stolt breddeklub

Selvom Saltum IF har mange år på bagen, er det ikke fordi klubben har spyttet mange stjerner ud.

- Det vildeste er nok, at vi har nogle spillere, som er på Jetsmarks divisionshold (Jammerbugt FC, red.), og så selvfølgelig Luna Sørensen, som er røget videre til Fortuna Hjørring. Hende er vi meget stolte af, fortæller bestyrelsesformand Kirsten Pilgaard.

Rie Hovalt uddyber:

- Vi er en breddeklub og er her for holdene og børnenes skyld - og så selvfølgelig for fornøjelsen.

De fine bænke agerer tribune op ad en af bakkerne, der omkranser Nols stadion. Foto: Claus Søndberg

De fine bænke agerer tribune op ad en af bakkerne, der omkranser Nols stadion. Foto: Claus Søndberg

Der er ingen i Saltum Idrætsforening, der får noget for at være der. Alle gør det frivilligt og med glæde.

Anlægget er - lidt usædvanligt - ikke ejet af kommunen men derimod idrætsforeningen selv. Det betyder, at de selv må stå for al vedligeholdelse - med undtagelse af plæneklipningen. Det klarer kommunen allernådigst, fordi skolen, der ligger på modsatte bakketop, bruger anlægget fra tid til anden.

Som så mange andre små foreninger er SIF også flerstrenget og har foruden fodbold også sportsgrene som håndbold og badminton tilknyttet. Fodboldholdene er en del af et samarbejde mellem Ingstrup Sportsforening og Vester Hjermitslev Boldklub - og i den konstellation går de under navnet SIV.

Hjemmeholdet vandt i øvrigt U8-kampen mod ærkerivalerne. Om de også kan tilføje en sejr, når vinderen af "Nordjyllands smukkeste stadion" udpeges 30. juni - kan kun tiden vise.

Mandag bringer NORDJYSKE det sidste portræt af de nominerede til "Nordjyllands smukkeste stadion": Suldrup.

Der er lavet dette portræt af Nørhalne Stadion, som også er nomineret:

Foruden dette portræt af Blue Heart Arena i Bælum:

Og dette portræt af Nols Stadion i Saltum:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.