Jammerbugt-spiller mangler løn: Kan ikke komme hjem til fars begravelse
Syv spillere har ikke mulighed for at flyve hjem til familien, selvom der nu er sommerpause for Jammerbugt FC-truppen

Solomon Ogberahwe (t.h.) er strandet i Pandrup uden mulighed for at kunne hjem til familien i Nigeria. Arkivfoto: Henrik Bo
PANDRUP:Jammerbugt FC-truppen er gået på sommerferie, men der er langt fra ro i klubben. Som det efterhånden er blevet traditionen er det ikke alle spillere, der har fået løn til tiden. Det er heller ikke alle spillere, der har fået løn, der har fået den fulde løn udbetalt.
De manglende lønkroner skaber en del udfordringer. Særligt for nogle af klubbens udenlandske spillere, der så at sige sidder fast i Pandrup. Der er nemlig ikke penge til at flyve hjem på ferie.
En af i alt syv spillere, der stadig sidder i Pandrup, med et ønske om at rejse hjem, er Solomon Ogberahwe. Den nigerianske back har ikke penge til flyve hjem og besøge familien i Nigeria, og lige netop i hans tilfælde nærmer historien sig et tragisk stadie.
- Min far døde for en uge siden, og allerede dengang ville jeg gerne være fløjet hjem for at være sammen med min familie. Jeg blev her for at gøre sæsonen færdig, og så håbede jeg, at Klaus-Dieter Müller ville hjælpe med at skaffe en billet, så jeg kunne flyve hjem til Nigeria, siger Solomon Ogberahwe.
Der er imidlertid ikke meget hjælp at hente fra den tyske klubejer, der er gået i flyverskjul.
- Jeg har forsøgt at kontakte Klaus flere gange, men der er intet svar. Jeg ved, det er samme historie for flere af de andre. De kan heller ikke komme i kontakt med ham, siger Solomon Ogberahwe, der ikke selv har mulighed for at betale for en flybillet til Nigeria.
- En flybillet koster 800 euro (cirka 5950 kroner). De penge har jeg ikke, så lige nu har jeg ikke mulighed for at komme hjem til min familie, sukker Solomon Ogberahwe.
Han understreger, at man ikke skal sidde og have ondt af ham, selvom det er nemt at få medfølelse for den nigerianske fodboldspiller.
- Det er sådan livet er. Der kommer udfordringer, og dem skal jeg klare. Jeg må prøve at finde en løsning. Det er den slags udfordringer, der gør dig stærkere, hvis du kan klare dem, siger Solomon Ogberahwe.
Den 23-årige Jammerbugt FC-spiller er efterhånden blevet vant til, at lønnen ikke altid kommer til tiden, og det er også mere reglen end undtagelsen, at den ikke kommer på en og samme gang.
- Det er ikke sjovt at gå rundt i den situation. Det gør mig trist. Nogle gange får du løn. Andre gange gør du ikke. Det er ikke sjovt at gå rundt med den slags bekymringer, for du ved ikke, hvordan det ser ud i morgen. Har du penge eller ej?
- Det har givet mig og mange af de andre spillere en masse at spekulere på. De spekulationer er ikke nemme at lægge fra sig, når man skal ind og spille fodbold, og derfor tror jeg også, det har påvirket spillet. Vi kan også se, hvordan alle bare har forladt klubben for flere måneder siden på grund af Klaus, siger Solomon Ogberahwe med henvisning til administrationen under Søren Als Christiansen og Line Steffensen, der fik nok tidligere på året.
Solomon Ogberahwe kom til Pandrup og Jammerbugt FC sidste efterår, og den første tid i klubben var anderledes opløftende end de seneste måneder.
- Dengang Bo Zinck var i klubben, var der styr på det hele. Siden Bo forlod os har der været mange problemer. Jeg er ikke glad for situationen, siger Solomon Ogberahwe.
Han understreger, at han nyder at være i Danmark, som han roser for stor gæstfrihed.
- Danmark er et dejligt sted. Folk er virkelig flinke, og jeg har ikke oplevet racisme, som jeg ellers hører så meget om fra andre lande i Europa. Danmark er så fint. Det er bare Jammerbugt FC, der er et helvede at være i, siger Solomon Ogberahwe, der er begyndt at overveje fremtiden.
- Jeg har en kontrakt her, og den vil jeg gerne opfylde, men ellers ville jeg gerne finde en anden dansk klub, men min intention er at opfylde min kontrakt i Jammerbugt, siger Solomon Ogberahwe.
Ogberahwes far skal begraves om mindre end en uge, men forsvarsspilleren ved endnu ikke om, det lykkes ham at nå hjem tids nok til at være med til begravelsen.
- Jeg håber det. Jeg er i gang med at afsøge forskellige muligheder, så jeg håber, at det bliver muligt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.