Superpøleren kigger mod udlandet men afviser ikke kontraktforlængelse

Lige nu er fodboldfremtiden for Frederik Børsting et stort åbent spørgsmålstegn

Der er ikke dialog om en kontraktforlængelse mellem Frederik Børsting og AaB lige nu. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Der er ikke dialog om en kontraktforlængelse mellem Frederik Børsting og AaB lige nu. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Da AaB trænede mandag formiddag, var det vanen tro med Martí Cifuentes ved roret. Den spanske træner havde sat en træning op, der var meget spilorienteret. I den første større øvelse var det sat sådan op, at det gjaldt om at holde fast i bolden og dermed få pasninger nok i holdet for til sidst at kunne score på et af de fire opstillede mål.

Der var dog lige den lille hage ved øvelsen, at hvert hold havde to mål. Det budskab var ikke nået frem til alle spillere, så der blev scoret et enkelt eller to selvmål, hvilet afstedkom lige del frustration og morskab blandt AaB-spillerne.

I sådan en øvelse, hvor man spiller på et afgrænset område, er det spillere som Malthe Højholt og Aleksandar Trajkovski, der virkelig stråler. Også Anozike Ementa viser, at han er stærk i den slags pasningsspil.

Lucas Andersen trænede for sig selv under kyndig vejledning af AaB's fysiske stab. Der blev knoklet igennem fra AaB-kaptajnen, der lavede øvelser, der testede eksplosiviteten og stabiliteten i bentøjet i en grad, så det næsten dampede i det kolde vejr.

Sidst på ugen sætter AaB kursen mod Malta for at komme på træningslejr. Her vil der blive mulighed for at træne i mere fodboldvenlige temperaturer.

- Vi glæder os helt vildt. Så nu håber vi, at det lykkes at komme til Malta, siger Frederik Børsting.

Netop Frederik Børsting er en af flere AaB-spillere, der har kontraktudløb, når sæsonen er forbi. Lige nu er der ikke meget at berette om kontraktsituationen.

- Der er ikke noget nyt på den front. Vi ser tiden lidt an nu. Vi ser, hvad der sker, og hvad der er af muligheder. Så må vi tage det, når der dukker noget op, eller hvis der kommer noget konkret fra AaB, siger Frederik Børsting.

Børsting og hans agent har med andre ord ikke været i dialog med AaB om en eventuel kontraktforlængelse.

- Det er jo sådan det er. Det er en del af spillet. Vi har på den anden side heller ikke henvendt os til AaB for at sige noget, så vi ser tiden lidt an. Hvis der skal ske noget andet, er jeg jo ikke helt herre over det, siger Frederik Børsting.

AaB's svar på en schweizerkniv tager det stille og roligt, at han ikke ved, hvor fodboldfremtiden ligger på den anden side af sommerpausen. Umiddelbart regner han ikke med, at det bliver aktuelt med et skifte væk fra AaB i det nuværende transfervindue.

- Lige nu rumsterer det ikke så meget, at jeg har den her kontrakt, der løber ud. Det, der fylder, er at komme i form igen sammen med holdet. Som udgangspunkt spiller jeg min kontrakt ud i AaB, og så må vi se til sommer, siger Frederik Børsting.

Tanken om et brud med AaB er ikke nogen helt let tanke. Børsting har trods alt fået striberne ind under huden, da han har spillet i klubben siden skiftet fra Klarup i 2007.

- Det er selvfølgelig klart, at det vil ikke være sjovt, men det kan være, det bliver nødvendigt at sige farvel til AaB. Jeg har mange gode minder fra klubben, og jeg har været glad for at være her, siger Frederik Børsting.

Han er blevet sat lidt i bås af både medier og fans, så måske kan lidt luftforandring i sidste ende være det helt rigtige for multifunktionelle fodboldspiller.

- Jeg har ikke sat nogen egentlig deadline for en afklaring. Som sagt kigger jeg på mine muligheder. Det kan også være, at et skifte væk fra AaB er det, der skal til, for at jeg kan udvikle mig. Det kan være, der også kan komme et lidt andet syn på mig, så det kan jo være, det kommer til at ske lige meget hvad, siger Frederik Børsting, der ikke vil lukke nogle døre for sig selv på nuværende tidspunkt.

- Jeg har mod på at se på, hvad der er derude. Det er super spændende, og hvad end det bliver, så kan det blive en kæmpe udfordring og oplevelse. Hvis det bliver AaB, så er det også en udfordring, som jeg gerne vil tage, siger Frederik Børsting.

Frederik Børsting er langt fra den eneste AaB-spiller, der har kontraktudløb til sommer. Det samme er tilfældet for Jacob Rinne, Rasmus Thelander, Magnus Christensen, Rufo og Aleksandar Trajkovski. Sidstnævnte er på leje fra Mallorca.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.