AaB

Thelander vil appellere rødt kort

Rasmus Thelander var mildt sagt overrasket, da han blev præsenteret for et rødt kort i 1-3-nederlaget mod Brøndby

Rasmus Thelander var ikke tilfreds med eller enig i det røde kort, som han modtog mod Brøndby.
Rasmus Thelander var ikke tilfreds med eller enig i det røde kort, som han modtog mod Brøndby. Foto: Torben Hansen

Opdateret 16. maj 2022 kl. 07:30

FODBOLD: Én ting var 1-3-nederlaget mod Brøndby. Noget andet var det røde kort, som Rasmus Thelander ragede til sig i slutminutterne. Han mente ikke umiddelbart, at det var en situation, som burde udløse en tidlig badebillet og en potentiel træls afslutning som AaB-spiller.

- Jeg er sindssygt frustreret over det røde kort. Jeg var i chok. Min fornemmelse inde på banen var, at jeg laver et bevidst gult kort, og jeg går hen mod dommeren for at modtage det. Jeg mener at både Ross og Rinne har mulighed for at nå den, siger Rasmus Thelander. 

Forsvarsgeneralen, der gjorde comeback efter en skadespause, har ikke helt afskrevet muligheden for at spille med i sidste spillerunde mod FC København. 

- Nu vil jeg lige se, om vi kan appellere det røde kort. Så må vi se, om der er mulighed for det. Så det er forhåbentlig ikke min sidste kamp for AaB. Mit fokus er mest på kampen, og det faktum, at vi taber en sindssygt vigtig kamp. Det er skuffende, konstaterer Rasmus Thelander, der generelt var utilfreds med præstationen. 

- Vi gør det svært for os selv ved at blive 10 mand, men jeg er heller ikke tilfreds med måden, vi håndterer at være 10 mod 11. Vores klare plan var, at vi skulle blive i kampen så længe som muligt, men der lukker vi desværre hurtigt et mål ind, så døde kampen jo, siger Rasmus Thelander.  

Han har været meget åben om et brændende ønske om at udrette noget stort med AaB, som han tidligere har været med til. Den ambition led et knæk med søndagens nederlag. 

- Det gør ondt, at vi ikke kan nå bronzemedaljerne. Vi har ligget til det, men vi kan kun takke os selv for, at vi har haft en dårlig periode, siger Thelander, der erkender, at det vil være et kæmpe antiklimaks, hvis det ikke ender med minimum europæisk kvalifikation for AaB efter en langt hen ad vejen god sæson.

- Nu er der stadig en sidste kamp, og vi er stadig nummer fire. Vi skal gøre alt for at bevare den fjerdeplads. Det er skuffende, hvis vi ikke bliver nummer fire, siger Rasmus Thelander. 

AaB må under alle omstændigheder se bort fra Iver Fossum til kampen i Parken, da han modtog et rødt kort tidligere i kampen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden