AaB

Tidligere AaB'er mangler spilletid

Pokalhelt har ikke spillet et minut i 2019

Rasmus Thelander mangler spilletid i Holland. Arkivfoto: Sergei Chuzavkov/AP/Ritzau Scanpix

Rasmus Thelander mangler spilletid i Holland. Arkivfoto: Sergei Chuzavkov/AP/Ritzau Scanpix

FODBOLD:I 2014 var Rasmus Thelander den helt store helt i AaB, da han med to scoringer efter hjørnespark vendte pokalfinalen mod FCK i Telia Parken på hovedet i slutningen af første halvleg.

I øjeblikket er der dog ikke megen grund til jubel for den nu 27-årige forsvarsspiller, der i sommeren 2018 skiftede schweizisk fodbold ud med en karriere i den hollandske Eresdivisie og klubben Vitesse.

Her fik han ikke nogen drømmestart, da han sad ude i nogle måneder, men siden erobrede han en plads i startopstillingen.

Den plads har han dog mistet i 2019, hvor det ikke er blevet til et eneste indhop, selvom han er med på bænken i hver kamp.

- Som sportsudøver er det en meget svær situation, men som menneske er jeg glad for at være i Vitesse. Klubben er rigtig god, og menneskene er rigtigt gode. Men jeg vil spille fodbold, det er min passion, og lige nu mangler jeg selvtillid. Det er klart, siger Rasmus Thelander til avisen De Gelderlander.

Afklaret med situationen

Rasmus Thelander var dog på fodboldbanen onsdag, hvor Vitesse benyttede landskampspausen til at spille en venskabskamp mod Heerenveen - en kamp, der endte 1-1, og hvor den tidligere AaB'er startede inde.

Rasmus Thelander er dog også afklaret med sin situation i det hollandske.

- Selvfølgelig tænker jeg over situationen. Jeg kom til Holland efter en rigtig god sæson i Schweiz, så det er selvfølgelig ikke gået, som jeg forventede. Jeg respekterer trænerens valg, for sådan er det i topsport. Han har ikke fortalt mig hvorfor, men det er heller ikke nødvendigt. Jeg er klar, hvis han får brug for mig, siger forsvarsspilleren til avisen.

Rasmus Thelander forlod Panathinaikos i 2017, da han lagde sag an mod klubben på grund af manglende lønudbetalinger, og siden fik han tilkendt den manglende løn af det græskefodboldforbund, der mente, at han havde krav på 450.000 euro. I sidste sæson spillede han i FC Zürich, hvor det blev til endnu en pokaltriumf.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.