Tyrker har solgt ud af AaB-aktier
Burak Karamete ejer ikke længere mere end fem procent af AaB's aktier

Burak Karamete havde netop erhvervet mere end fem procent af AaB's aktier, da han i april overværede den nordjyske superligaklub besejre Randers FC. Siden har tyrkeren solgt ud af sine aktier. Arkivfoto: Torben Hansen
AALBORG:Tyrkiske Burak Karamete har solgt ud af de AaB-aktier, som han investerede i i løbet af foråret 2022.
Dengang kom tyrkeren, der efter eget udsagn har fulgt AaB, siden den nordjyske klub i 1995 solgte Jes Høgh til Fenerbahce, op på at eje mere end fem procent af aktierne i AaB.
Det er ikke længere tilfældet, har AaB tirsdag meddelt Fondsbørsen.
- I henhold til §38 i Lov om kapitalmarkeder skal det hermed oplyses, at Burak Karamete ikke længere ejer mere end fem procent af aktiekapitalen i AaB A/S, lyder det i meddelelsen fra AaB.
AaB er i øjeblikket i forhandlinger med en europæisk investor, der er interesseret i at overtage aktiemajoriteten i klubben. Lige nu består klubbens ejerkreds af otte enten privatpersoner eller selskaber. Senest tilkomne er Morten Majdall Petersen, der siden december har ejet mellem 5 og 9,99 procent af klubbens aktier.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.