Tyrkisk investor fik en sejr i første kamp: Derfor har han købt sig ind i AaB
Jes Høgh har en stor del af æren for, at en 30-årig tyrker nu ejer mere end fem procent af aktierne i AaB
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:22
FODBOLD: Fredag 1. april blev Burak Karamete en berømt mand i AaB-kredse, da en fondsbørsmeddelelse bekendtgjorde, at mere end fem procent af den nordjyske superligaklubs aktier nu tilhører den 30-årige tyrker.
Præcist en uge senere satte Burak Karamete så sine fødder på Aalborg Portland Park for første gang, da AaB besejrede Randers FC med 3-0 i 3F Superligaens mesterskabsspil.
Kærlighedshistorien mellem Burak Karamete og AaB går dog langt tilbage, fortæller den nye investor.
- Jeg har faktisk fulgt AaB i næsten 20 år. Det begyndte i 1995, da Jes Høgh skiftede fra AaB til Fenerbahce, som er den klub, jeg har støttet hele min barndom. Jes Høghs skifte fik mig til at lære en masse om AaB, og jeg fulgte også klubben i de følgende år, hvor de gjorde det godt i de europæiske turneringer, beretter Burak Karamete.
Han går ikke med planer om at skulle have en større aktiepost end den, han sikrede sig for en uge siden. Derfor foretrækker han også, at han betragtes som andet end en udenlandsk investor i AaB.
- Jeg har virkelig en stor tro på AaB's potentiale, men jeg har ikke bare købt aktier på grund af perspektiverne for fremtiden. Det handler også om fortiden og den historie og kultur, der er i klubben. Jeg kan ikke lide at blive set på som en investor. Jeg er fan.
- Livet har bragt mig hertil nu, og man kan ikke altid give en logisk forklaring på alt. Der er meget mere end økonomiske overvejelser i spil for mig her. Det handler mindst ligeså meget om følelser, siger Burak Karamete.
Det er første gang, han invester i en fodboldklub.
- Jeg er advokat og som sådan har jeg arbejdet mest med finansjura. Jeg har også arbejdet med nogle firmaer i fintech-branchen (virksomheder, der arbejder i krydsfeltet mellem finans og teknologi, red.). Det er primært der, jeg har tjent mine penge. Derudover har jeg været investor i mange år, men aldrig før i fodbold, siger Burak Karamete.
Den interesse, det har ført med sig, at han på en uge er gået fra at være et totalt ukendt navn i AaB-kredse til at være en af klubbens store investorer, tager den unge tyrker med ophøjet ro.
- Jeg er ikke vant til den interesse, men grunden til, at jeg taler nu, er, at jeg gerne vil give folk her muligheden for at lære mig at kende, så de ikke ser mig som en tilfældig udenlandsk investor, siger Burak Karamete.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.