Vendsyssel FF henter Hjørring-dreng hjem fra Jammerbugt
Vendsyssel FF opruster til den nye sæson i NordicBet Ligaen med en forstærkning til den bagerste kæde

Emil Arendrup Nielsen (til højre) ses her i kamp for Jammerbugt FC mod sin kommende klub fra Vendsyssel FF. Foto: Bente Poder
FODBOLD:Den Hjørring-baserede klub Vendsyssel FF har forstærket sig med Emil Arendrup Nielsen, der i den forgangne sæson huserede på venstrebacken for Jammerbugt FC, der rykkede ud af NordicBet Ligaen.
Han fik for nyligt ophævet sin kontrakt med Jammerbugt FC, hvorfor Vendsyssel FF har haft muligheden for at have ham med som en del af træningen siden torsdag og også benyttede ham i en halvleg i deres træningskamp fredag mod FC Fredericia.
- Emil er en ægte Hjørring-dreng. Han er født og opvokset i byen, og derfor har vi selvfølgelig også holdt ekstra øje med ham det sidste års tid, hvor vi synes, at han spillede en rigtig stabil sæson for Jammerbugt FC i NordicBet Ligaen, lyder det fra Vendsyssel FF-sportschefen Søren Henriksen i en pressemeddelelse fra klubben.
- Han er en kæmpe fighter og en spiller med enormt meget power, derfor synes vi, at han passer rigtig godt ind i Vendsyssel og i måden, som vi gerne vil gøre tingene på. Emil ved hvad det drejer sig om, og vi er ikke i tvivl om, at han kommer til at styrke truppen, hvilket de sidste dage, hvor han har trænet med og spillet kamp, også har bevist.
Den 22-årige forsvarsspiller, der kan dække af både på venstreback og i det centrale forsvar, har skrevet under på en 2-årig kontrakt med Vendsyssel, hvor han får trøjenummer 17. Foruden Jammerbugt FC, har han tidligere tørnet ud for Brabrand IF.
Vendsyssel FF spiller første kamp i den nye sæson fredag 22. juli, hvor nyoprykkede Hillerød kommer på besøg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.