Wessam kom på tavlen: Det bedste, han har leveret

Vendelboerne tabte den sidste testkamp, men leverede fine offensive ting mod FC Fredericia

Wessam Abou Ali bragte Vendsyssel tilbage på 1-1 i testkampen mod FC Fredericia. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Wessam Abou Ali bragte Vendsyssel tilbage på 1-1 i testkampen mod FC Fredericia. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Vendsyssel FF tabte fredag holdets sidste testkamp, før det bliver alvor i 1. division (NordicBet Ligaen) i fodbold. Wessam Abou Ali og Lasse Steffensen fandt netmaskerne for vendelboerne, der måtte se sig slået 3-2 af FC Fredericia. 

Cheftræner Henrik Pedersen glæder sig over, at ofte skadede og sygdomsramte Wessam Abou Ali kom på tavlen. I sidste sæson blev angriberen kun noteret for syv Vendsyssel-kampe - uden at score.

- Det var dejligt at se Wessam i aktion, og jeg synes, han leverede det bedste, jeg har set i min tid som Vendsyssel-træner.

Cheftræneren ser dog ikke den tidligere AaB-angriber som en kandidat til startopstillingen i sæsonpremieren mod Hillerød om godt en uge.

- Han kan ikke holde til 90 minutter endnu, men han har haft en rigtig god træningsuge. Så lad os være glade for den spilletid, han fik mod Fredericia, og se, om vi ikke kan bygge det op til noget mere, forklarer Henrik Pedersen.

Han har også roser til fredagens anden målscorer, Lasse Steffensen, der fik chancen i startopstillingen.

- Han har hidtil været bedst, når vi har brugt ham som indskifter, men i dag viste han, at han også kan fungere som en starter.

Vendsyssel FF er fortsat uden sidste sæsons topscorer, Tiémoko Konaté, men ham forventer Henrik Pedersen at se på træningsbanen i den kommende uge, så han skulle blive klar til sæsonpremieren.

Det samme gælder længe langtidsskadede Diego Montiel, der med succes gjorde comeback mod Fredericia.

Vendelboerne har på det seneste haft de to AaB-spillere Robert Kakeeto og Jakob Gaardsøe til prøvetræning, men de får ikke tilbudt en kontrakt.

- Vi leder kun efter spillere, der kan forstærke vores startopstilling, og det har vi ikke vurderet, at de kunne, konstaterer Henrik Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.