Vendsyssel kunne heller ikke vinde i Næstved
Endnu et af holdene fra bunddynget i 1. division stjal point fra Johnny Mølbys tropper
Opdateret kl. 19:45
FODBOLD: Vendsyssel FF er kommet noget humpede ud til genstarten på NordicBet Ligaen (1. division) i fodbold. Lørdag måtte de nøjes med 0-0 på udebane mod bundholdet Næstved - efter at de tidligere på ugen spillede 1-1 hjemme mod Hvidovre, der også er en del af bunddynget.
Vendelboerne burde dog have vundet lørdagens kamp, for den amerikanske angriber Bradford Jamieson fik en gigantisk chance efter 20 minutters spil. Han var helt alene to meter fra målstregen, men ramte bolden helt skævt og forspildte dermed den store mulighed.
- Vi må sige, at vi ikke tog vare på de muligheder, vi fik i kampen. Det havde lunet med tre point, men når det er sagt så var Næstved stærkt spillende, og jeg synes generelt, at kampen foregik på et højt niveau, siger cheftræner Johnny Mølby.
Inden runden er færdigspillet har Vendsyssel FF syv points luft til nedrykningsstregen og i øvrigt kun to point op til Kolding på fjerdepladsen.
Vendsyssel FF (4-4-1-1): Peter Friis Jensen – Tobias Damsgaard, Jakob Hjorth (Andreas Kaltoft, 82. minut), Søren Henriksen, Jeppe Svenningsen – Tiémoko Konaté, Mikkel Basse, Morten Knudsen (Jelle van der Heyden, 89. minut), Wessam Abou Ali (Christoffer Boateng, 66. minut) – Ali Messaoud – Bradford Jamieson IV (Emmanuel Ogude, 66. minut)