Thisted

Stærkt selvbiografisk roman fra Jan Morell

"Farvehandlerens Søn Fra Thy blev gift med en morder" er i handlen, men præsenteres officielt i Thisted søndag 26. marts

Det er en roman. Så det er ålsammel løwn, fastslår Jan Morell med et lettere uudgrundeligt smil og tilføjer: Men den har stærkt selvbiografiske træk.
Det er en roman. Så det er ålsammel løwn, fastslår Jan Morell med et lettere uudgrundeligt smil og tilføjer: Men den har stærkt selvbiografiske træk. Pressefotograf Peter Moerk

THISTED: Søndag formiddag 26. marts lige efter kirketid præsenterer Jan Morell, Aarhus, sin ny roman "Farvehandlerens Søn fra Thy blev gift med en morder" i byrådssalen på Det gamle rådhus i Thisted. Bogen er allerede i handelen forskellige steder i landsdelen. Den er udgivet på forlaget Forlag1.dk, Fjerritslev, og illustreret af forfatteren.

- Det er en roman. Så det er ålsammel løwn, fastslår Jan Morell, født 1949 i Thisted, med et lettere uudgrundeligt smil og tilføjer:

- Men den har stærkt selvbiografiske træk.

Det vil de fleste læsere nok være enige med ham i. Han fortæller, at han startede for mange år siden med at nedskrive træk fra sit liv som små noveller, så hans tre døtre og fem børnebørn kunne lære hans baggrund at kende. Senere blev de så grundlaget for romanfortællingen om Michael fra Thisted og med stærk tilknytning til Klitmøller.

Ophav fra Klitmøller

Begge Jan Morells forældre var fra Klitmøller - men mens farens slægt var indvandret fra Tved, var morens familie - heraf navnet Morell - indvandret fra Frankrig via Fredericia, hvortil de som så mange andre huguenotter - franske reformerte - flygtede og blev vel modtaget med hoveddelen på 15 familier 1720, efter at den første var ankommet 1695. Andre kendte efternavne derfra er Deleuran, le Fevre, Devantier, Honoré, Dufresne m.fl.

Både Jans Morells far og morfar havde farvehandel i Vestergade i Thisted, og Jan Morell voksede op i den bygning, som nu rummer Jyske Bank. Da han var fem år, gik faren konkurs og fik i stedet ansættelse hos sin svigerfar, indtil denne solgte forretningen. Så blev han leder af fritidsklubben og initiativtager til børnebyen samt freelance bogholder, mens Jan Morells mor blev vaskeriarbejder på Thisted Sygehus.

Selv gik Jan Morell på Borgerskolen og kom så på gymnasiet på Munkevej, hvorfra han efter fire år blev student 1970:

- Jeg malede, og i 2.g lavede jeg som 17-årig min første udstilling. Det gjorde, at jeg blev mobbet i gymnasiet og stoppede med at male. Jeg hadede at gå i den skole. Mange morgener, når jeg var på vej ned til skolen på min cykel, valgte jeg i stedet at cykle til Vesterhavet, fortæller han og fortsætter så mere filosofisk:

Hvem er jeg?

- Jeg anede ikke, hvem jeg var. Og det projekt er jeg stadig i gang med.

1970 var på mange måder året, hvor Jan Morell mødte livet - det store skisma mellem borgerlighedens Thisted og ungdomsoprørets Thylejr:

- Jeg mødte John Lennon og Yoko Ono på gaden i Thisted, men anede ikke, hvem de var. Jeg gik jo til spil og sang udi det klassiske. Senere blev jeg klogere.

Efter nogle dages ophold i Thylejren, hvor han fik prøvet lidt her og der, vendte han hjem. For at blive gift. Så fulgte seks år, hvor han læste til lærer på Skive Seminarium - dog afbrudt af to længere perioder. Dels var han et års tid lærer på den danske skole i Eckernförde i Sydslesvig, dels var han CF’er i Dragsbæk, indtil han blev smidt ud, som han siger:

- Jeg blev valgt som tillidsrepræsentant, og vi gennemførte en række strejker.

Færdig som lærer kom han til Majgårdens Efterskole ved Horsens, hvor han de næste seks år var skipper på efterskolens fiskekutter, indtil han fik "en forkert sø". Dermed stoppede hans fiskerliv, og han flyttede til Aarhus, hvor han har boet siden. Først arbejdede han 1982-91 i kommunens forebyggelsesafdeling, noget af tiden som leder, senere var han et års tid lærer på Peter Sabroe Seminariet, indtil han sammen med lillebroren Lars blev enige om, at de ville være professionelle showbizfolk:

Jacob og Finn

- Vi sagde til hinanden: Kan Finn (Nørbygaard, red.) og Jacob (Haugaard, red.) gøre det, så kan vi sgu også, fortæller han og fortæller, at det første show, de fik penge for, var 1990. Så drog de to brødre med deres familier til Bali to-tre måneder, og vel hjemme igen måtte de indse realiteterne:

- Vi var ikke dygtige nok. Eller ikke robuste nok.

Virke som konsulent

De næste mange år frem til 2007 levede han så af forskellige konsulentjob.

Men ellers dyrker han kunsten:

- Min far var selvlært som violinist, som maler og som digter. Jeg har haft bedre muligheder end ham på grund af tiden. For pokker, hvor har min generation været heldig: Vi har kunnet arbejde med det, vi var mest optaget af.

Her på egnen er Jan Morell i dag nok mest kendt som maler, og inden længe har han en udstilling i Hvidbjerg på Thyholm. Men hans første roman udkom faktisk 1982 og hed "Afskum". 1987 udgav han novellen "Vakse Sine", 1992 antologien "Den Erotiske Zone", 2003 digtsamlingen "Fyldt" og 2010 digtsamlingen "Hvad Føler Vi For". Dertil bidrog han i fjor til bogen "Thy - længslernes land". Og videre udgav han 2003 cd’en "Fyldt" med improvisation på flygel som indstik til digtsamlingen og 2008 cd’en "Morell M. Møbler M. M." med digte og musik.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden