Stor-udlejer fra Hadsund død

Leif Henriksen ejede over 100 ejendomme, men efter finanskrisen røg mange af ejendommene på tvangsauktion. Knap 50 ejendomme mangler at blive solgt.

Tinne Schou Otkjær og Asbjørn Hansen
Selv mens forretningen tilsyneladende kørte godt, var nogle af Leje-Leifs ejendomme i dårlig stand. Da det begyndte at gå ned ad bakke, forfaldt endnu flere af husene. I Mariagerfjord Kommune har man nu hænderne fulde med at rydde op i de værste ekse
Boligøkonomi 23. februar 2012 14:34

Tirsdag eftermiddag døde boligudlejer Leif Henriksen fra Hadsund på Aalborg sygehus. Det oplyser hans advokat Ole Fuglede til NORDJYSKE Medier. Dødsårsagen er advokaten ikke bekendt med, men Leif Henriksen blev i 2010 ramt af en blodprop, som han aldrig helt kom sig over, og var søndag blevet hasteindlagt med et ildebefindende, fortæller Ole Fuglede. Ramt af finanskrisen Leif Henriksen var indehaver af Leifs Lejeboliger med 105 udlejningsejendomme og erhvervede sig i løbet af årene tilnavnet Leje-Leif. Hans udlejningsejendomme har flere gange været både i Rebild og Mariagerfjord Kommuner samt mediernes søgelys, da flere af boligerne var i meget ringe stand med blandt andet skimmelsvamp, rotter og endda kondemnering til følge. Med finanskrisen begyndte Leif Henriksens økonomiske nedtur, og i løbet af 2011 begyndte de første tvangsauktioner at ramme udlejningsvirksomheden. I dag er samtlige ejendomme enten solgt på tvangsauktion eller på vej til tvangsauktion. - Ingen kommentarer - Der er knap 50 ejendomme tilbage, som mangler at blive solgt, fortæller advokat Ole Fuglede. Realkreditinstituttet Realkredit Danmark har interesser i 19 af disse ejendomme. Palle Svendsen er advokat for Realkredit Danmark, og han ønsker ikke at udtale sig om, hvilke konsekvenser Leif Henriksens død har for tvangsauktionerne. Det lykkedes os ikke onsdag at få en reaktion fra BRF Kredit, som har interesser i andre ca. 30 ejendomme. Lejere rammes ikke Med hensyn til lejerne i de mange ejendomme får det tilsyneladende ingen konsekvenser. Uanset hvem der arver eller overtager ejendommene, overtager den nye ejer nemlig forpligtelserne over for lejerne. - Det gælder også med hensyn til tilbagebetaling af indskud, depositum eller forudbetalt leje. Går ejendommene på tvangsauktion, varetager kurator forpligtelserne, indtil ejendommene bliver solgt, forklarer Jesper Larsen, økonom i Lejernes LO. Eneste undtagelse er, hvis en ny ejer selv ønsker at bo i ejendommen. Så kan lejeren lovligt opsiges. 86 ejendomme I Mariagerfjord Kommune havde Leif Henriksen indtil for ganske nylig 86 ejendomme. Her har kommunens boligkommission hænderne fulde i bestræbelserne på at sikre lejerne i de mest forfaldne ejendomme, og heller ikke dér ændrer dødsfaldet noget som helst. - Arbejdet fortsætter som hidtil. Vi undersøger ejendommene, og hvis de er sundhedsfarlige, genhuser vi lejerne. Nogle af ejendommene kondemnerer vi, og de værste forsøger vi at få revet ned, fortæller formanden for boligkommissionen, Finn Cilleborg. Han har dog et spinkelt håb om, at nye ejere kan give nogle af ejendommene et kvalitetsmæssigt løft. - Når en ejendom er kondemneret, kan den ikke lovligt bebos eller udlejes, og vi har heldigvis set flere eksempler på nye ejere, der seriøst arbejder på at renovere husene, så vi kan ophæve kondemneringen, siger Finn Cilleborg. Leif Henriksen var født i 1948 og efterlader sig hustru og børn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...