Apoteker vaccinerer - men det koster
Flere nordjyske apoteker har netop fået influenzavacciner hjem, men de gives kun til dem, der selv vil betale. Der er stor forskel på hvad en vaccination koster på apotek, privat eller hos lægen

Nordjyder kan købe en influenzavaccination på apoteket fra på lørdag. Men apotekerne har i år ikke opnået en aftale med regionen om at udføre de gratis vaccinationer mod covid-19, influenza og lungebetændelse - sidste år vaccinerede det særligt uddannede personale tusindvis af nordjyder i målgruppen. Arkivfoto: Bo Lehm
Opdatering, 3. september 2022: Efter Nordjyskes omtale af prisforskelle på influenzavaccinationer har Danske Lægers Vaccinations Service meddelt, at man nu ikke længere opkræver et særskilt grundgebyr på 155 kroner i forbindelse med en influenzavaccination.
NORDJYLLAND:På lørdag skydes de første doser influenzavaccine afsted på nordjyske apoteker. Flere følger efter i næste uge, men det er kun borgere, der selv vil betale, der kan blive vaccineret på apotekerne.
- Jeg modtog 300 doser i mandags, og vi er klar til at influenza-vaccinere mod betaling fra på lørdag, fortæller apoteker Rikke Holm Løvaas, Nørresundby Apotek, der også tilbyder vaccination på apoteket i Vodskov. Apotekernes personale er uddannet og certificeret til at give vacciner.
Fra mandag 3. oktober er også apoteker Christina Weidemann Pedersen og hendes ansatte klar med influenza-vaccinationer på apotekerne i Aabybro, Brovst, Pandrup og Løkken.
- Vi har indtil videre 500 doser at gøre godt med, og vi har en forventning om, at der i år vil være flere firmaer, der ønsker at vaccinere deres medarbejdere, da sundhedsmyndighederne vurderer, at der kan blive tale om en større influenzaepidemi, siger Christina Weidemann Pedersen.
Begge apotekere har allerede de første firmaaftaler på plads. Der skal være mindst 25 ansatte i en virksomhed for at opnå en firmaaftale. Aftalen kan indebære, at apotekets personale kører ud for at vaccinere på virksomheden, men der er også aftaler, hvor virksomhedens ansatte kan vælge at blive vaccineret på apoteket i deres hjemby.
Fra 199 kroner
Influenzasæsonen tager typisk fart i løbet af december og de følgende tre måneder. Der er en forventning om, at der kan komme en større influenzaepidemi denne sæson, fordi de senere års coronaisolation og ekstra gode hygiejne betyder, at færre har været smittet og dermed opnået naturlig immunitet.
En influenzavaccination på apoteket koster 199 kroner og det er ikke nødvendigt at bestille tid. Også Danske Lægers Vaccinations Service, DLVS, tilbyder, at man kan købe en influenzavaccination - det koster 225 kroner plus et gebyr på 155 kroner. Efter Nordjyskes omtale af prisforskelle på influenzavaccinationer har Danske Lægers Vaccinations Service 30. september 2022 meddelt, at man nu ikke længere vil opkræve et særskilt grundgebyr på 155 kroner i forbindelse med en influenzavaccination.
Såvel apoteker som DLVS udfører firmavaccinationer, de er lidt dyrere, men prisen afhænger af hvor mange, der skal vaccineres og om det foregår på apoteket eller i virksomheden.
Ikke alle praktiserende læger har haft held til at rekvirere influenzavacciner til borgere, der selv vil betale, men det er muligt at købe vaccinen hos nogle læger. Hvis praktiserende læger har vacciner hjemme til betalende kunder, koster de cirka 200 kroner. Flere læger har i øvrigt også haft problemer med at få tilstrækkeligt mange vacciner hjem til at dække behovet hos de grupper, der er inviteret til gratis stik.
Forskel på regioner
I modsætning til i Region Hovedstaden og Region Syd er det ikke muligt for de grupper, der lige nu inviteres til vaccination mod influenza, covid-19 og lungebetændelse, at få foretaget stikket på apoteket, som det var tilfældet i tidligere runder. I år skal alle vaccineres på de regionale centre eller hos nogle praktiserende læger.
I tidligere vaccinationsrunder har apotekerne med stor effekt deltaget i vaccinationsindsatsen for risikogrupperne. Også i denne ombæring havde apotekerne rustet sig til opgaven med at vaccinere de inviterede grupper og havde uddannet personale til opgaven. Den aftale blev imidlertid ikke fornyet i Region Nordjylland, så nu vaccinerer apotekerne kun mod betaling, og kun mod influenza af de tre sygdomme.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.