Svamp i kælderen på BI-Centeret
Store udgifter til renovering af BI-Centeret
Opdateret kl. 11:25
BRØNDERSLEV: BI-Centeret i Brønderslev er angrebet af skimmelsvamp. Det er i kælderen, der er problemer. Alle skabe skal brækkes ned, og det samme skal sauna med mere for at få fjernet skimmelsvampen.
Ingeniør Svend Andersen har udarbejdet en rapport for, hvilket arbejde der skal udføres på BI-Centeret. Det er blevet til en stor rapport.
I næste uge mødes BI-ledelsen med Brønderslev Kommune for at præsentere renoveringsplanen til 4,3 mio. kr.
- Det mest presserende er problemerne med skimmelsvamp, der skal løses hurtigt, påpeger BI-formand Kim Glad Andersen.
Det er påkrævet, at et firma, der har ekspertise på området, foretager rengøringen.
Skimmelsvampen er en følge af, at grundvandet står højt. Faktisk er det 60 centimeter over kældergulvet. Derfor foreslår Svend Andersen, at der sker en afdræning. Han peger på en løsning, hvor et firma skyder drænrør ind under BI-Centeret.
- Dermed undgår vi at grave op hele vejen omkring centret samt at grave gårdområdet op, bemærker Svend Andersen.
Der har i alle centrets 40 leveår været problemer med vand i kælderen.
Han mener også, at ventilationsanlægget, der er 40 år, skal fornyes.
Murværket er der også problemer med visse steder - specielt øst- og sydsiden, hvor der er behov for at fuge murene om, idet pudset er forsvundet.
I projektet indgår også en yderligere isolering med 200 mm isoleringsmateriale, ligesom der skal ske udskiftning af belysning til de strømbesparende LED-lys.
Af andre problemer er, at der drysser rockwool ned fra lofterne, ligesom en del klinker er løse. Det er også et ønske at få køkkenet moderniseret, ligesom der er behov for flere parkeringspladser.
Svend Andersens plan er, at arbejdet skal strække sig over fire år.
BI håber at kunne få tildelt 800.000 kr. to år i træk af kommunens anlægspulje. Det betyder også, at BI selv må skaffe en del af pengene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.