Svensk snydespiser fængslet

51-årig mand nægter sig skyldig i bedrageri

Retten i Aalborg. Arkivfoto: Foto Lars Pauli <i>Lars Pauli</i>

Retten i Aalborg. Arkivfoto: Foto Lars Pauli Lars Pauli

NORDJYLLAND:En 51-årig svensk mand blev tirsdag ved retten i Aalborg varetægtsfængslet fire uger, sigtet for bedrageri og for at have overtrådt et mangeårigt indrejseforbud.

Svenskeren blev anholdt mandag aften, efter han havde spist og drukket for knap 700 kr. på Café Luna på Boulevarden i Aalborg - uden at betale.

Da politiet blev tilkaldt, oplyste han falsk navn til betjentene, men han blev anholdt og taget med.

Det viste sig, at svenskeren er særdeles godt kendt af politiet, både i Nordjylland og andre steder i Danmark.

Han er utallige gange før blevet anholdt, efter han har spist på restauranter rundt om i landet uden at betale.

Derfor har han fået forbud mod at indrejse i Danmark i seks år, men det har åbenbart ikke forhindret ham i at fortsætte sine fupnumre på restauranter i Danmark.

Ifølge politiet var han også på en mindre rundtur i Nordjylland i maj, hvor han blandt andet spiste og drak for 1300 kr. på Hotel Jutlandia i Frederikshavn - uden at betale. Dagen før havde han spist og drukket for 500 kr. på Jensens Bøfhus på Boulevarden i Aalborg, men undladt at betale.

Begge gange havde han simuleret hjerteanfald, da han skulle betale regningerne.

Ved tirsdagens grundlovsforhør, hvor han altså var sigtet for bedrageri mod Café Luna i Aalborg, nægtede han sig skyldig, oplyser anklager Søren Beckermann fra Nordjyllands Politi.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.