Takeaway-bønner i NatKirken

Tanken med takeaway-bønnerne er ganske simpel: De er hurtige at snuppe på vej ind eller ud af NatKirken i Løvvangens Kirkecenter. Foto: Hans Wendelboe Bøcher
Tanken med takeaway-bønnerne er ganske simpel: De er hurtige at snuppe på vej ind eller ud af NatKirken i Løvvangens Kirkecenter. Foto: Hans Wendelboe Bøcher Hans Wendelboe Bøcher

Tusmørket har lagt sig over tagene. I det fjerne kan man høre toget på stationen. Aftensmaden er spist, de yngste børn er puttet.

I de sidste eftermiddagstimer har der været hektisk aktivitet i Løvvangens Kirkecenter. Stolerækkerne er flyttet til side. I stedet er kirkerummet fyldt med varmt lys fra farvede projektører og den glimtende diskokugle foran orglet.

Lige inden for døren står et bord med små sedler; takeaway-bønner, kalder kirke- og kulturmedarbejder Hans Wendelboe Bøcher dem.

- Vi har tit så travlt i hverdagen med arbejde, indkøb, børnehentning og tilbud på to liter letmælk, at vi glemmer at give os selv tid til inderlighed og eftertanke. Det er ærgerligt, synes han.

"Tak for denne dag, du har givet mig ny og hel og ubrugt, en dag af alle dage, af årene, tiden. Givet mig, for at jeg skal leve den i glæde og håb, i tro og tillid", står der på en af takeaway-bønnerne, mens en anden er helt blank og klar til, at man selv kan skrive sin egen.

Tanken er ganske simpel: De er hurtige at snuppe på vej ind eller ud af NatKirken, for det, de har gang i kirkecentret; en anderledes måde at opleve kirkerummet og sig selv på.

- Det er ikke en gudstjeneste med salmer og prædiken. Der er ikke nogen begyndelse og afslutning. Man kan komme og gå, som det passer i løbet af de tre timer fra 19 til 22, fortæller Hans Wendelboe Bøcher.

- Hele aftenen er der mulighed for at tale med en præst, få en ostemad og en kop kaffe og mærke roen sænke sig. Kirkerummet kan noget ganske særligt. Og NatKirken er en anden, mere uformel måde at opleve det på.

Ud over den spændende lyssætning byder NatKirken også på en god fortælling, og kl. 20 er der en kort orgelkoncert. Aftenen slutter kl. 22 med en kort andagt for dem, der er til stede.

Men NatKirken kan bruges til endnu mere. Derfor efterlyser Hans Wendelboe Bøcher, der i den kommende tid sammen med sine kolleger og Lindholm Sogns Menighedsråd sætter ekstra fokus på frivillighed, lokale kræfter, der kunne tænke sig at være med til at arrangere de anderledes aktiviteter i NatKirken.

Der er NatKirke næste gang torsdag 23. februar kl. 19 i Løvvangens Kirkecenter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden