Bedsted-firma indgår aftale med Nilfisk
WashPower A/S, der producerer vaskerobotter til svinestalde, får adgang til et større marked
GL. BEDSTED: Et lille firma i Bedsted har indgået en samarbejdsaftale med en gigant på verdensmarkedet, Nilfisk.
Medejer af Washpower A/S, Glenn Pedersen, er ikke i tvivl om, at det giver mulighed for et endnu større kundegrundlag til den vaskerobot, ProCleaner X100, som firmaet i Bedsted producerer.
- Vi håber, at sammenkoblingen med Nilfisk vil være en yderligere blåstempling af vores produkt og give os miniputter adgang til et stort netværk af kunder, sier Glenn Pedersen.
WashPower blev etableret i 2016 og havde allerede det første år en omsætning på 6,5 mio. kr.
Nilfisk er i gang med at udfase sin vaskerobot - men producerer til gengæld en højtrykspumpe, der vil fungere godt sammen med vaskerobotten fra Thy.
Samarbejdet mellem Nilfisk og Washpower skal betragtes som en "gentleman-agreement".
- Hver gang vi sælger en robot, vil vi anbefale Nilfisk-pumpen - og de vil til gengæld nævne os hos deres landbrugskunder i Danmark. Det vil helt sikkert åbne døre for os, siger Glenn Pedersen.
Washpower A/S deler adresse med Jakobs Smedie A/S, og samlet set beskæftiger de to virksomheder 20 medarbejdere.
- Vi har en forventning om at vokse - ikke alene på det danske marked - men også på eksportmarkedet, siger Glenn Pedersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.