Dødsbranden i Thisted

Dødsbranden i Thisted: Mor skal vidne mod et af landets rigeste familiedynastier

Monika Seberg, mor til afdøde Juline Seberg, skal vidne mod ejendomsselskabet Munke Bolig, der tilsyneladende ikke vil acceptere en bøde for overtrædelse af brandsikkerheden

- Nu skal jeg i retten og møde Julines udlejer, og det har jeg det blandet med, siger Monika Seberg.
- Nu skal jeg i retten og møde Julines udlejer, og det har jeg det blandet med, siger Monika Seberg. Foto: Bo Lehm

Opdateret 27. november 2023 kl. 11:27

THISTED: Monika Seberg, mor til Juline Seberg, der bare 19 år gammel døde i branden i boligkomplekset Munkegården i Thisted sidste forår, skal møde i retten i det nye år.

- Jeg har fået at vide fra anklagemyndigheden, at jeg står på vidnelisten og vil blive indkaldt som vidne i sagen mod Munke Bolig. Tidspunktet kunne de ikke fortælle mig, for sagen er endnu ikke berammet, siger Monika Seberg.

Anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Morten Wibroe sagde i oktober til Nordjyske, at politiet havde opgivet at rejse personlig tiltale for uagtsomt manddrab mod ejeren og viceværten i Munkegården. De to var blevet anmeldt af advokaten for forældrene til Juline Seberg. I stedet ville der ifølge Morten Wibroe blive rejst tiltale mod ejendomsselskabet for overtrædelse af byggelovgivningen, hvilket normalt fører til en administrativt udskrevet bøde og altså ikke nødvendigvis betyder, at parterne skal mødes i retten. 

Selskabet er Munke Bolig ApS. Tiltalen vil lyde på overtrædelse af byggelovens §30, stk. 1 litra d, som siger, at den, der undlader at foretage vedligeholdelsesarbejder, som er nødvendige for at undgå, at der opstår fare for en bebyggelses beboere eller andre, kan straffes med bøde. Samt en bestemmelse i Bygningsreglement 95, som siger, at selvlukkende døre kun må fastholdes i åben stilling ved hjælp af et automatisk branddørlukningsanlæg. Overtrædelse heraf kan ligeledes straffes med bøde.

Nordjyske har spurgt Morten Wibroe, om det, at sagen nu skal for retten, er en følge af, at selskabet har afvist at betale bødeforlægget.

- Jo, det er normalt årsagen, men jeg vil ikke kommentere yderligere, før anklageskriftet er klar, siger anklageren.

Af samme årsag har Nordjyske fået afslag på aktindsigt i anklageskriftet:

"Sagen med j.nr. 4100-84990-00003-22, afventer dato for retsmøde, og vi kan derfor ikke imødekomme din anmodning. Du er meget velkommen til at henvende dig igen", skrev overassistent Linda Esbensen Fonvig i oktober. Nordjyske har siden gentaget anmodningen med samme negative resultat. 

Monika Seberg siger, at hun har det blandet med at skulle i retten og møde repræsentanter for datterens udlejer.

- Jeg er lidt overvældet ved tanken om, at jeg skal vidne. Jeg tænker, at det er de kiler, der holdt branddørene åbne, det drejer sig om. Jeg var jo med ved fremvisningen af boligen, før Juline indgik lejemålet, og jeg havde min gang i bygningen. Det bliver helt vanvittigt hårdt at skulle i vidneskranken, men det bliver på en måde også godt. Altså følelsen af endelig at blive hørt i dette her, siger Monika Seberg.

Færch-dynastiet

Det bliver repræsentanter for et af Danmarks rigeste familiedynastier, hun skal vidne imod. I/S Munkegården v/Lone Færch og Jon Johnsen var den oprindelige ejer af bolig- og erhvervskomplekset på Kastet i Thisted. Lone Færch kørte ifølge eget udsagn ind til Munkegården fra parrets landejendom i Sønderhå på brandaftenen 4. marts 2021, og parret var sammen med ejendommens vicevært også tilstede næste formiddag, da Nordjyske mødte dem i gården til den udbrændte lejlighed og fik et par korte kommentarer.

Dog havde ejerparret Færch og Johnsen allerede i 2020 overdraget Munkegården til et nystiftet selskab, Munke Bolig ApS. Her sidder de begge i bestyrelsen sammen med deres søn Bjarke Hedelund Færch. Direktør for selskabet har siden juni 2020 været Bjarke Rødbro.

Munke Bolig ApS er ikke et Thy-baseret selskab, men har adresse på Vestergade 42 i Silkeborg. I Erhvervsstyrelsens oprettelsesdokument har Lone Færch og Jon Johnsen adresse i Addit i det midtjyske søhøjland. Sammen med sønnen og svigerdatteren købte Færch og Johnsen i 2016 herregården Løndal, der blandt andre havde tilhørt erhvervsmanden Lars Kolind. 

Lone Færch har gennem længere tid ikke været at træffe på telefon, men Nordjyske talte tirsdag med direktør Bjarke Rødbro.

- Jeg kan henvise til de tekniske rapporter, der er lavet, men ellers har jeg ikke nogen kommentarer til sagen, siger Bjarke Rødbro.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden