Natur

Heste trodser bekymringer: Firbenede naturplejere er i god form

Konik-hestene der plejer naturen på et areal syd for Klitmøller, løser opgaven godt. Hestene tilses dagligt, og ses en gang om måneden af en dyrlæge - og de trives trods vintervejret, men bliver nu tilskudsfodret

Konik-heste, der plejer naturen i terrænet syd for Klitmøller er i god form, fremgår det af den seneste rapport fra dyrlægen, der fører tilsyn med dem. I de kommende måneder bliver de tilskudsfodret.
Konik-heste, der plejer naturen i terrænet syd for Klitmøller er i god form, fremgår det af den seneste rapport fra dyrlægen, der fører tilsyn med dem. I de kommende måneder bliver de tilskudsfodret. Foto: Jens Fogh-Andersen

KLITMØLLER: Hidtil har vintervejret vist sig fra sin lunere side. Sne har der ikke været meget af, men til gengæld har det regnet usædvanlig meget.

For de, der opholder sig meget i det fri, er der kun et at gøre. Acceptere forholdene, som de er. Det gælder også de små konik-heste, som i august sidste år blev sat ud i et 224 hektar stort hegn syd for Klitmøller, hvor de har til opgave at pleje naturen. Helt enkelt ved at afgræsse området og trampe rundt i vegetationen.

Trods vintermånedernes skiftende vejrforhold har de løst opgaven rigtig godt, og selv om der fra flere sider er udtrykt bekymring for, om hestene kunne klare sig på arealet, har bekymringerne vist sig ubegrundede.

- Der er interesse for hestene, og de følges af mange, men vi har ikke fået henvendelser om, at tingene ikke er i orden. Heller ikke hen over juleferien, hvor der var mange mennesker i området, siger specialkonsulent Claus Rasmussen, Naturstyrelsen Thy.

Græsdækket i indhegningen er godt, og hestene søger føde over hele arealet, fremgår det af den seneste rapport fra dyrlægen, der en gang om måneden tilser hestene. Arkivfoto: Jens Fogh-Andersen

- Tingene skal være i orden. Og det er de. Hestene tilses dagligt af dyreholderen, en medarbejder fra Naturstyrelsen tilser dem en gang om ugen, og hver måned tilses de af en dyrlæge, siger Claus Rasmussen.

Det er nu godt en uge siden, dyrlægen sidst tilså hestene. De er i god form og uden tegn på sygdom, fremgår det af dyrlægens rapport, som også fortæller, at hestenes hove ikke giver anledning til bemærkninger og at de har et tæt og godt hårlag. "Hestene går roligt og fredfyldt og græsser uden tegn på stres".

Dyrlæge Kirstine Rasmussen tilser hestene en gang om måneden, dyreholderen tilser dem dagligt og en gang om ugen kommer en medarbejder fra Naturstyrelsen ud i hegnet og ser til hestene. Arkivfoto: Jens Fogh-Andersen

Græsdækket i hegnet betegnes som godt, og det bemærkes, at flokken søger føde på hele det indhegnede areal. Flokkens ældste heste er over middel i foderstand og de har ikke mistet huld. De tre yngste heste har et huld, der anses for acceptabelt i forhold til årstiden.

- Men nu er det aftalt, at hestene skal tilskudsfodres. Det bliver de i beplantningen i områdets nordlige del. Her er der læ og her er der også en fangfold, som vi på den måde vænner dem til at gå ind i, siger Claus Rasmussen.

Han tilføjer, at der umiddelbart efter årsskiftet er bestilt et læskur til hestene.

- Vi skulle først sikre os, at vi kunne få en landzonetilladelse til at sætte læskuret op, og klagefristen på tilladelsen udløb først ved årsskiftet, siger Claus Rasmussen og tilføjer, at det blandt andet med tanke for det regnfulde vintervejr giver god mening at læskuret kommer op.

- Det kommer til at stå et sted, hvor terrænet er tørt og hvor hestene både kan finde læ, ly og et tørt leje, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden