Thrane håber på mere spilletid
AaB’s Mathias Thrane håber på at bide sig fast i førsteholdstruppen efter sit første superligamål
Opdateret 02. november 2015 kl. 06:32
AALBORG: I kampen mod Hobro fik Mathias Thrane sin første superligaoptræden siden februar i år. Det glæder den 22-årige kantspiller, som fik en ekstra fjer i hatten i form af sit første superligamål.
- Bolden og jeg var ikke bedste venner i starten, så det at få scoret hjælper på indsatsen, og det var fantastisk dejligt, siger Mathias Thrane.
Kampen om at få spilletid på AaB-midtbanen er hård. Men der er alligevel forhåbning hos Mathias Thrane, hvis indhop dog ikke var perfekt ifølge ham selv.
- Nu håber jeg, at målet hjalp, og han glemmer, at jeg mistede bolden 10-15 gange. Men spilletid kræver hårdt arbejde til træning, og jeg håber på at få lov til at spille igen, siger han.
Mathias Thrane skrev kontrakt med AaB i sommeren 2014. I starten af AaB-karrieren fik han flere aktioner for førsteholdet, men kyssesyge har holdt den 22-årige fra spilletid i en længere periode i år.
AaB vandt lokalbraget mod Hobro med hele 6-0 søndag eftermiddag.